Dødstallet efter en utilsigtet gaseksplosion på et luksushotel, Saratoga Hotel, i det centrale Havana i Cuba er søndag steget til 30 personer.

Det oplyser de lokale myndigheder ifølge AFP, der også fortæller, at beredskabsfolk fortsat forsøger at finkæmme murbrokkerne.

24 mennesker blev behandlet for deres skader på hospitalet, da eksplosionen, der menes at være forårsaget af en gaslækage, skete fredag. Syv blev kritisk såret, og yderligere seks var i en alvorlig tilstand.

Hotellet var blevet lukket, da der skulle laves noget renoveringsarbejde. Mange ofre for eksplosionen sent på morgenen var bygningsarbejdere eller hotelansatte, der forberedte sig på genåbningen, som skulle have været i næste uge.

Fire etager af bygningen blev ødelagt under eksplosion, der sendte en sky af støv og røg op i luften, mens murbrokker væltede til jorden.

Eksplosionen ødelagde store dele af facaden, sprængte vinduer og ødelagde biler, der stod parkeret uden for det femstjernede hotel, der er kendt for at have været vært for berømtheder som Madonna, Beyoncé, Mick Jagger og Rihanna. Kuplen på en nærliggende baptistkirke kollapsede også.

En 29-årig spansk turist, der havde gået i nærheden, var blandt de dræbte, heraf fire børn.

Både USA, Canada, EU, Kina, Rusland og Venezuela har sendt kondolencebeskeder.