Flere mennesker meldes såret ved en stor eksplosion i Østrig.

Eksplosionen fandt sted i et affaldsdepot i Hörching nær lufthavnen i Linz kort efter klokken otte torsdag morgen, skriver flere østrigske medier.

Meldingerne i skrivende stund går på, at ni er såret. Tre af dem er i kritisk tilstand, oplyser den tyske tv-station N-TV.

Et vidne til eksplosionen har delt flere billeder og videoer fra stedet, hvor man skal se både flammer og tyk røg stige op fra stedet.

Ifølge oplysninger fra radiostationen Österreichischen Rundfunks er 250 brandfolk og redningsfolk udkommanderet til stedet.

Årsagen til eksplosionen er endnu ukendt.

Der skulle dog ikke være tale om terror, lyder det fra østrigsk politi.

De lokale myndigheder opfordrer borgerne i området til at blive inden døre og holde vinduerne lukkede på grund af røgen.

Opdateres...