En større eksplosion rystede mandag en bydel i den amerikanske storby Baltimore, hvor flere huse er blevet jævnet med jorden, rapporterer lokale medier.

Optagelser fra tv-stationen WBFF viser en hel række af huse, som er forvandlet til murbrokker i den nordvestlige del af byen.

- Mindst én person er dræbt, og tre er alvorligt såret. Mindst fem personer - deriblandt børn - er begravet under murbrokkerne, oplyser redningsmandskab.

Dagbladet The Baltimore Sun skriver, at der skete en gaseksplosion, men den præcise årsag er ikke klarlagt.

Fotos fra stedet viser brandfolk kravle over dynger af murbrokker i deres søgen efter overlevende.

- En voksen kvinde døde. Redningsmandskabet søger efter flere overlevende, oplyser Baltimores brandvæsen på Twitter sidst på eftermiddagen dansk tid.

- Brandfolk kommunikerer med en person, som stadig er fanget i murbrokkerne.

Repræsentanter for Baltimores energiforsyning, Gas and Electric Co., og byens kriseberedskab er på stedet, skriver The Baltimore Sun.

Lokale medier siger, at gasselskabet arbejder på at afbryde gassen til bygningerne i området.

Baltimore er den største by i den amerikanske delstat Maryland. Den ligger omkring 65 kilometer nord for forbundshovedstaden Washington D.C.

En beboer tæt ved de ødelagte bygninger, Moses Glover, siger til The Baltimore Sun, at han var i sit hjem, da han hørte braget fra eksplosionen og så ud ad vinduet. Pludselig blev han slået omkuld af endnu en eksplosion.

- Jeg blev slynget hen på sengen, siger den 77-årige Glover.

- Jeg gik nedenunder og så, at alle husfacaderne på den anden side af gaden var væk. De lå på jorden, siger den 77-årige mand.

/ritzau/