Ifølge præsident Yoweri Museveni ligger terrorhandling bag eksplosion i Ugandas hovedstad, Kampala.

En person er død, og syv andre er sårede efter en "alvorlig eksplosion" i Ugandas hovedstad, Kampala, lørdag aften lokal tid.

Det oplyser Ugandas nationale politi.

Ugandas præsident, Yoweri Museveni, siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at der er tale om en terrorhandling.

Eksplosionen fandt sted omkring klokken 21 i bydelen Kawempe på en gade, der er kendt for sine mange restauranter.

- En person er blevet dødeligt såret, og syv andre er blevet hastet på Mulago National Referral hospital med alvorlige skader, oplyser talsmand for Ugandas politi Fred Enanga på Twitter.

- Området er blevet afskærmet, og vores bombehold er blevet tilkaldt for at gennemgå gerningsstedet og hjælpe med at fastslå, om eksplosionen skyldes en bevidst handling eller ej.

Politiet opfordrer borgerne i Kampala til at forholde sig i ro, indtil de "reelle omstændigheder" omkring eksplosionen er blevet klarlagt.

Det er ikke mere end to uger siden, at politiets bombehold sidst måtte rykke ud i Kampala.

8. oktober tog den militante islamistiske gruppe Islamisk Stat ansvaret for et påstået bombeangreb mod en politistation i samme bydel som lørdagens angreb.

Hverken lokale myndigheder eller medier kunne dog dengang melde om nogen eksplosion eller tilskadekomne. Men politiet bekræftede senere, at en mindre hændelse havde fundet sted uden at uddybe nærmere.

Både Storbritannien og Frankrig har siden episoden 8. oktober opdateret deres rejsevejledninger for Uganda. Begge lande opfordrer deres borgere til at være ekstra opmærksomme på offentlige steder som barer, restauranter og hoteller.

- Terrorister vil med stor sandsynlighed forsøge at udføre angreb i Uganda. Angrebene kan være tilfældige og også inkludere steder, der besøges af udlændinge, står der i den britiske rejsevejledning.

Uganda blev i 2010 ramt af et af landets værste bombeangreb i årtier. Her mistede 76 personer livet, da to bomber gik af i Kampala, mens fans var samlet for at se VM-finalen i fodbold.

Den militante gruppe al-Shabaab tog senere ansvaret for angrebet.

/ritzau/