En engelsk analysegruppe vurderer, hvad der kan være fremtidens største trusler for hele verden. Donald Trump som amerikansk præsident er på listen.

På sjettepladsen over globale trusler har The Economist Intelligence Group (EIU) rangeret ingen ringere end den republikanske præsidentkandidat Donald Trump. Det skriver BBC.

Den engelske analysegruppe mener, at hvis Donald Trump ender som præsident for USA, kan det lede til en handelskrig og en styrkelse af ekstremistiske terrororganisationer som Islamisk Stat.

»Trumps modvillighed over for fri handel, især med Kina og Mexico, kan lede til en handelskrig… Hans militære tendenser imod Mellemøsten ville blive et rekrutteringsredskab for jihad-grupper og øge truslen både i og uden for regionen,« skriver EIU om Trumps mulige præsidentskab.

The Economist har siden 1946 haft analysegruppen, der leverer økonomiske og forretningsmæssige analyser både globalt og nationalt.

På denne specifikke liste rangerer de på en skala fra 1-25, hvor 25 er det mest truende. Her scorer Donald Trump som præsident et 12-tal. Sandsynligheden for at Trump vinder valget vurderer de som værende moderat, mens konsekvenserne vurderes høje.

Trump som præsident udgør ifølge EIU en større global trussel, end at Storbritannien forlader EU, mens den største trussel, der scorer 20 af 25, er en mulig opbremsning i den kinesiske økonomi.