Anne-Elisabeth Hagen er Norges mest eftersøgte kvinde, og ingen har set hende siden 31. oktober sidste år.

Politiet tror, at hun er blevet dræbt, og de har endnu ikke opgivet at finde gerningsmændene. Nu gør nye tekniske beviser det måske muligt.

Politiet har sikret sig et brev i en konvolut fra huset, hvor Hagen blev kidnappet, og nu udtaler flere eksperter, at DNA fra brevet kan afsløre gerningsmændene.

En af de eksperter er retsmedicinsk ingeniør Per Angel, der fortæller, at der er gode muligheder for at finde fingeraftryk på papiret. Det skriver TV 2 Norge.

Angel siger, at papir er velegnet til at finde fingeraftryk på, og det gælder især på udprintet papir.

Han tilføjer dog, at der er en undtagelse, hvis papiret er porøst, ligesom toiletpapir er det.

Bente Mevåg, der har arbejdet med kriminelle efterforskninger i mange år, udtaler, at berøring af et objekt næsten altid efterlader DNA-spor. Det kan eksempelvis være hudceller fra hænderne.

Hun understreger dog, at det er forskelligt fra person til person, hvor meget man efterlader, mens det også er forskelligt fra situation til situation. Derfor er denne type spor svære at sikre sig for politiet.

DNA-ekspert Ragne Farmen tilslutter sig Per Angel, fordi han mener, at politiets bedste chancen for at finde gerningsmændene er ved at finde fingeraftryk.

Eksperten fortæller, at man før i tiden ville have undersøgt limen eller stemplet på konvolutten, men de tider hører fortiden til.

Konvolutten blev fundet i Anne-Elisabeth Hagens hus. Det var hendes mand, Tom Hagen, der fandt den, og der stod, at han skulle betale ni millioner euro, hvis han ville se sin kone igen.

Tom Hagen er en af Norges rigeste mænd.