Nu fraråder man folk at oplade sin mobiltelefon i lufthavnen.

Det kan være meget upraktisk at løbe tør for batteri på sin telefon. Især når man er i lufthavnen.

Det er efterhånden mange vigtige ting og sager, man har lagret på sin telefon såsom boardingpass, dankort og ikke mindst kontakt til omverden. Derfor kan mange være tilbøjelige til at oplade deres telefoner på en af de mange oplader-standere, der findes i mange lufthavne.

Men du skal måske lige tænke dig en ekstra gang om, før du gør det igen. En ekspert fortæller nemlig, ifølge news.com, at det kan være ekstremt risikabelt.

Caleb Barlow, vicedirektør i X-Force Threat Intelligence ved IBM Security, fortæller, at disse oplader-standere kan blive hacket af cyberkriminelle til at installere en malware på din telefon eller downloade følsomme oplysninger - helt uden du er klar over det.

Ifølge Forbes kan disse opladere også fungere som en slags 'passage' fra din mobiltelefon til oplader-standeren. Hackere kan nemlig have placeret en chip inde i opladerstikket.

»En tilslutning til en offentlig USB-port er lidt som at finde en tandbørste i vejkanten og tage den i munden. Du har ingen ide om, hvor den har været,« siger Caleb Barlow til Forbes.

Ifølge IBM Security er transportindustrien blevet den næstmest angrebne sektor i 2018 og er dermed bevæget sig op fra en 10. plads på kun et år.

Ifølge rapporten, der handler om, hvordan cyberattackere ændrer deres teknikker for at kunne hacke enheder, har man især set et skifte i, hvem de nu målretter sig imod.

'Den finansielle serviceindustri er fortsat den mest hackede sektor i 2018, hvor 19 procent af alle observerede blev angrebet,' står der i rapporten ifølge news.com

'Transportindustrien - som ikke engang var på top fem-listen sidste år - kom dog på en andenplads over den mest hackede sektor i 2018, hvilket betyder, at antal af forsøg på angreb siden sidste år er tredoblet siden året før.'

Det er derfor meget mere sikkert for rejsende at oplade sine telefoner med sin egen oplader, når man er i lufthavnen, eller alternativt benytte sig af en powerbank.