Voldomyr Zelenskyj stod tirsdag i Bakhmut, der betragtes som den mest brutale og rå slagmark i Ukraine.

Onsdag er han på vej til de bonede gulve i Washington for at mødes med den amerikanske præsident Joe Biden.

»Der er symbolik i det – han er både krigshelt og storpolitiker. Det er de to poler, han repræsenterer, og det er noget af et statement, han kommer med: Han har is i maven,« vurderer Jacob Kaarsbo, senioranalytiker ved Tænketanken Europa og tidligere chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste:

»Ukraine er et land i krig, det er land under besættelse, så når deres præsident gør det, kan gøre det og tør gøre det, sender det et signal til omverdenen om, at man vil vinde. Han går efter at få yderligere våbenstøtte og presse russerne ud.«

Volodymyr Zelenskyj mødes tirsdag med ukrainske soldater i Bakhmut.
Volodymyr Zelenskyj mødes tirsdag med ukrainske soldater i Bakhmut. Foto: STRINGER
Vis mere

For Voldomyr Zelenskyj er det første gang, at han forlader Ukraine, siden den russiske invasion begyndte for knap ti måneder siden.

Jacob Kaarsbo følger udviklingen i landet tæt, men han indrømmer, at han slet ikke havde set et besøg i USA komme nu.

»Selvfølgelig er jeg overrasket. Jeg havde ikke lige set, at han havde lavet sådan en rejseplanlægning. I går på det her tidspunkt var han i Bakhmut, og så er han mere eller mindre rejst derfra direkte til Washington, via Kyiv og Rammstein-basen (amerikansk base i Tyskland, red.),« siger han.

Senioranalytikeren bemærkede dog, at Volodymyr Zelenskyj i sin daglige tale til det ukrainske folk tirsdag aften kom med nogle antydninger af, at noget kunne være på vej.

Volodymyr Zelenskyj får tirsdag overrakt et flag af de ukrainske soldater i Bakhmut. De har signeret det.
Volodymyr Zelenskyj får tirsdag overrakt et flag af de ukrainske soldater i Bakhmut. De har signeret det. Foto: Pressetjenesten for den ukrainske præsident
Vis mere

»Vores soldater gav mig vores flag i dag og bad mig om at give det videre til dem, hvis beslutninger er vigtige for Ukraine, for alle vores krigere. Det vil vi helt sikkert gøre. Vi vil holde ud,« sagde den ukrainske præsident og tilføjede:

»Vi vil helt sikkert få den nødvendige hjælp til Ukraine.«

Det Hvide Hus har onsdag morgen meldt ud, at en ny stor hjælpepakke vil blive præsenteret i forbindelse med Voldomyr Zelenskyjs besøg i USA.

Amerikanske medier har i et stykke tid skrevet om, at det i høj grad drejer sig om Patriot-missilforsvarssystemet, men ifølge Jacob Kaarsbo kan der være andet afgørende materiel på vej.

Det er den amerikanske præsident, Joe Biden, der har inviteret Volodymyr Zelenskyj på juelbesøg i Washington.
Det er den amerikanske præsident, Joe Biden, der har inviteret Volodymyr Zelenskyj på juelbesøg i Washington. Foto: Samuel Corum
Vis mere

»I talen ligger der jo nogle hentydninger til, at der allerede har været samtaler om øget våbenstøtte. Og måske endda nogle nye kapaciteter, der kan bryde de russiske forsvarslinjer.« siger han og kæder timingen i Zelenskyj-besøget sammen med den aktuelle situation på fronten, ikke mindst i eksempelvis førnævnte Bakhmut:

»Lige nu er vi en fase, hvor fronterne har været fastlåste i et stykke tid. Og det er nogle mere fikserede russiske forsvarspositioner, som ukrainerne står overfor. Der skal noget ekstra til.«

Også her ligger der et signal i, at det er Joe Biden, der har inviteret sin ukrainske kollega over Atlanterhavet. Den amerikanske præsident ønsker heller ikke, at Rusland udnytter situationen til yderligere mobilisering eller til at få nyt isenkram frem til fronterne.

»De her fastlåste frontliner er heller ikke i amerikansk interesse, for det kan jo fortsætte i flere år og koste mange menneskeliv, mens det samtidig også bliver dyrt for de vestlige økonomier, jo længere krigen trækker ud. Mødet giver derfor også en klar indikation af USAs 'commitment' til, at Ukraine skal vinde,« siger Jacob Kaarsbo:

Du kan selvfølgelig læse alt om Volodymyr Zelenskyjs besøg i USA her hos B.T.