Er Vladimir Putin alvorligt syg?

Det spørgsmål rumsterede allerede før krigen, og siden angrebet på Ukraine har spekulationerne fået frit løb. Især efter at videobilleder har vist Putin halte og holde fast i bordpladen under et møde. Men hvad er sandheden?

Det ved vi ifølge en norsk ekspert ikke meget om.

»Der er kun ganske få, som kender sandheden. Men en del har peget på, at han blandt andet har haltet og haft helbredsproblemer, mens nogen siger, det handler om et fald fra hesteryg eller lignende,« siger forsker ved Norsk Udenrigspolitisk Institut, Jakub M. Godzimirski til norsk TV 2.

Han tilføjer, at der ikke er nogle håndfaste beviser for, at Putin skulle være alvorligt syg.

Selv hvis der skulle være hold i rygterne, ville omverdenen med al sandsynlighed blive holdt hen i uvished. Af én særlig grund:

»Det med helbredet (Putins, red.) er en af de bedst bevarede hemmeligheder i Rusland, og for så vidt også andre steder. Man ved heller ikke så meget om andre statslederes helbred. Det er personlig og privat information,« lyder det fra Jakub M. Godzimirski.

Rygterne om, at Putin skulle skrante helbredsmæssigt tog til i starten af april, hvor en rapport fra Proekt, som er en sammenslutning af graverjournalister, oplyste, at Vladimir Putin havde 'besøgt kræftlæger 35 gange'.

Den russiske præsident skulle angiveligt lide af skjoldbruskkirtelkræft.

Proekt oplyste, at den Moskva-baserede læge Jevginij Selivanov – som netop er specialist i behandling af skjoldbruskkirtelkræft – skulle være rejst med Putin til præsidentens residens i Sotji adskillige gange.

»Vi kan bekræfte, at den russiske leder under sin nuværende mandatperiode ikke er ved godt helbred,« udtaler Proekts chefredaktør Roman Badanin til Moscow Times.

Den russiske regerings talsmand Dmitrij Peskov har flere gange afvist, at Vladimir Putin er syg. Det samme har udenrigsminister Sergej Lavrov:

»Jeg tror ikke, at folk ved deres fulde fem kan se tegn på nogen form for sygdom hos denne person,« har Lavrov sagt i et interview med den franske tv-station TF1.

Med sine snart 70 år er Vladimir Putin nu ældre end den gennemsnitlige levealder for mænd i Rusland.