»Vi har vores egne traditioner og værdier.«

Sådan beskrev Dumaens formand Vjatsjeslav Volodin baggrunden for, at Rusland har forbudt al 'propaganda' om lgbt+'. Men i virkeligheden ligger der ifølge en ekspert noget helt andet – og for Vladimir Putin bekymrende – bag.

Det russiske parlaments underhus vedtog torsdag enstemmigt lovændringen, som betyder, at det kan straffes med bøder på op mod 10 millioner rubler – svarende til knap 1,2 millioner kroner – at bringe 'propaganda om ikketraditionelle seksuelle relationer'.

Ifølge Vjatsjeslav Volodin vil lovgivningen 'beskytte vores børn og landets fremtid fra det mørke, som USA og europæiske lande spreder'.

Den russiske sociolog Alexander Kondakov er imidlertid overbevist om, at Putin og regeringens reelle bevæggrund er en anden:

»Putin og regeringen er gået i panik,« siger han til Aftonbladet.

»De forsøger at spille alle kort og siger, 'lad os prøve det her og det her og så den her homopropagandalov igen'. De virker til at handle i angst,« tilføjer Alexander Kondakov, som er assisterende professor ved University Collage i Dublin, og følger homoseksuelles rettigheder i Rusland tæt.

For ni år siden forbød Rusland 'homopropaganda' som rettede sig mod mindreårige, hvilket reelt vil sige oplysning om lgbt+. Nu er regeringen gået et skridt videre med et generelt forbud.

Alexander Kondakov mener, at der er en klar sammenhæng i timingen af de to lovindgreb.

»Krigen i Ukraine har undermineret regeringens position. Ingen forstår, hvorfor krigen startede, og mange er flygtet ud af landet. Derfor forsøger de at legitimere deres magt ved hjælp af syndebukke, præcis som for ni år siden efter vinterprotesterne i 2011-12, hvor folk demonstrerede mod valgresultatet, som de ikke accepterede,« siger den russiske forsker.

Menneskerettighedsaktivister mener, at lovgivningen viser, at Rusland skruer yderligere op for sin hårde kurs mod lgbt+-rettigheder. Loven rammer angiveligt alt fra bøger til film, opslag på sociale medier og dragshows.

I sin bog 'Violent affections' har Alexander Kondakov afdækket, at antallet af hadforbrydelser, mord og tilfælde af grov vold mod lgbt+-personer i Rusland har været markant stigende siden lovændringen i 2013 – og fortsat stiger.