Omkring 300 missiler og droner har natten til søndag regnet ned over Israel.

Ifølge Andreas Graae, der er adjunkt ved Forsvarsakademiet institut for militær teknologi, havde iranerne en klar taktik med det voldsomme angreb, der fandt sted omkring 02.00 lokal tid.

Langt de fleste blev skudt ned af Israels højteknologiske missilforsvarssystem – af nogen regnet for det bedste i verden – og med hjælp fra missilsystemer fra Storbritannien og USA.

Men det havde iranerne også forventet, lyder det fra Andreas Graae.

»Ved at sende så mange droner og langtrækkende missiler afsted har man forsøgt at lave en såkaldt sværm, hvor man forsøger at sige, at hvis bare et af missilerne eller en drone går igennem, så vil det være en sejr,« siger han til B.T. og fortsætter: 

»For så kan man sige til israelerne, at 'I har verdens bedste missilforsvarssystem, men I kan ikke forsvare jer mod os'. Så det var nok et håb om at sende så meget som overhovedet muligt afsted i håbet om, at bare en smule ville slippe igennem,« siger Andreas Graae og fortæller, at iranerne formentlig godt har vidst, at det var svært at ramme Israel.

Dog fortæller talsperson for det israelske militær Daniel Hagari, at et ukendt antal missiler har ramt ned i Israel. Mindst et barn er blevet såret under luftangrebet. Tilmed blev en militærbase i det sydlige Israel ramt under angrebet.

Andreas Graae peger på, at det israelske luftforsvarssystem mest er beregnet til kortrækkende missiler og droner.

»De har måske ikke fået så mange af de her krydsermissiler og ballistiske missiler mod sig før. Men her har de et andet forsvarssystem end 'Iron Dome', der hedder 'Arrow', der er designet til at skyde de langtrækkende missiler ned. Og så har de også fået hjælp fra amerikanerne, der har Patriot-systemer,« fortæller Andreas Graae.

Hvilke droner og missiler var det helt præcist, der ramte Israel?

»Vi ved ikke præcis hvilke droner, der er blevet sendt afsted mod Israel. Men med al sandsynlighed er det Shahed-droner, som vi ser russerne bruger i Ukraine med stor succes. De er nok blevet sendt afsted i kombination med langtrækkende krydsermissiler og ballistiske missiler, så man har forsøgt at overvælde eller overmætte de israelske luftforvarssytemer,« siger Andreas Graae, der er ekspert i droner og autonome våbensystemer.

På nuværende tidspunkt har Israels militær ikke oplyst præcis hvor mange droner, der blev sendt mod landet under angrebet.

»Efter hvad jeg har kunnet se – baseret på hvad israelerne og amerikanerne har fortalt, de har skudt ned – så har der været sendt flest droner afsted. Det har noget at gøre med, at de her Shahed-droner er ret billige at fremstille i forhold til de hurtigere og mere avancerede langtrækkende missiler.« 

Irans Revolutionsgarde (IRGC) bekræftede sent lørdag aften angrebet.

Bevæggrunden er ifølge revolutionsgarden »israelske forbrydelser«, herunder et angreb på et iransk konsulat i den syriske hovedstad, Damaskus, den 1. april.

Militsen Hizbollah, som støttes af og er allieret med Iran, siger, at den også har afsendt raketter mod det israelskbesatte område Golanhøjderne.

Der er tilmed meldinger om, at der er afsendt droner fra Yemen mod Israel i koordinering med Iran. Det er angiveligt houthibevægelsen, der står bag disse. Det siger sikkerhedsfirmaet Ambrey ifølge AFP.