Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, er ikke i tvivl om, hvordan han skal beskrive det.

»Det er i virkeligheden en mordtrussel mod den russiske præsident,« som han udtrykker det.

Men den ellers bombastiske udtalelse – rettet mod USA – lægger Jacob Kaarsbo, senioranalytiker ved Tænketanken Europa og tidligere chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste, ikke meget i.

»Det er jo bare et eller andet forsøg på at male en trussel, som ikke er der. Det er jo for at forsøge at bortforklare de problemer, de har: At det er Vestens skyld, at det er en trussel mod Rusland og bla bla bla. Men det er jo bare opspind,« siger han.

En mordtrussel mod Vladimir Putin, tordner Segej Lavrov.
En mordtrussel mod Vladimir Putin, tordner Segej Lavrov. Foto: ALEXEI DANICHEV / SPUTNIK / KREM
Vis mere

Det er i et interview med det statskontrollerede russiske nyhedsbureau Tass, at Sergej Lavrov netop er kommet med udmeldingen.

Han reagerer på, at en anonym militær embedsmand i Pentagon har sagt, at USA skulle have planer om et såkaldt 'decapitation strike' (som kan oversættes til 'halshugningsslag', red.) mod Rusland, hvis landet kunne finde på at tage atomvåben i brug.

»Hvis nogen virkelig har sådan nogle ideer, skal de tænke længe og godt over de mulige konsekvenser af sådan nogle planer,« lyder det fra udenrigsministeren – og han kommer altså også selv med en slet skjult trussel i interviewet.

Det pudsige er, at det interview med den anonyme militære embedsmand, som Sergej Lavrov refererer til, optræder i en Newsweek-artikel fra slutningen af september. Altså for lige knap tre måneder siden.

Vladimir Putin og Sergej Lavrov ved en festlig lejlighed.
Vladimir Putin og Sergej Lavrov ved en festlig lejlighed. Foto: Sergei Ilnitsly
Vis mere

Allerede dengang tog den russiske ambassade i USA afstand fra udtalelsen.

Nu bringer Sergej Lavrov den så op igen.

Og det sker på et tidspunkt, hvor man fra russisk side i stigende grad er begyndt at tale om, at landet ikke er i krig med Ukraine, men med Vesten – hvilket den russiske udenrigsminister også gentager flere gange i Tass-interviewet.

»Det er henvendt til et hjemligt publikum og skal prøve at forklare, hvor uretfærdigt det hele er. Det hele er Vestens skyld, og derfor bliver Rusland nødt til at gøre, som Rusland gør,« siger Jacob Kaarsbo og lægger ikke skjul på, at han mener, at Sergej Lavrov siger mange »skøre ting« i samme dur som med udtalelsen om mordtruslen mod Putin:

»Og det bliver helt sikkert ikke sidste gang, at der kommer et eller andet halløj fra den kant.«