Nordkorea hævder at have prøvesprængt en brintbombe med succes. De spiller med de militære muskler, lyder det

København: På statslig tv har Nordkorea meddelt, at landet har prøvesprængt en brintbombe.

Styret spiller med de militære muskler, fordi det føler sig truet af særlig USA, Sydkorea og Japan, vurderer Geir Helgesen, seniorforsker ved Nordisk Institut for Asienstudier på Københavns Universitet.

- Det er en afskrækningsmanøvre. Nordkorea er et lille, fattigt land omgivet af giganter, siger Helgesen, der har forsket i og besøgt Nordkorea gennem 35 år.

- Ifølge deres logik er den eneste årsag til, at de endnu ikke er blevet angrebet, at de har de her frygtelige våben, fortæller han.

Nordkorea har tidligere afprøvet tre atombomber. Det Hvide Hus har onsdag meddelt, at man hverken er i stand til at be- eller afkræfte, at en brintbombe er blevet prøvesprængt.

Det fattige land er underlagt en handelsboykot, og paradoksalt nok forsøger Nordkorea med prøvesprængningen at komme ud af sin isolation, så landets økonomi kan blive forbedret, mener Helgesen.

- Nordkorea vil blive ved med at udvikle våben, så længe man ikke har en dialog med dem. Det er det, de beder om, siger han.

- Hvis jeg skulle give et godt råd til den vestlige verden, så er det: Tag at tale med nordkoreanerne. Man kan ikke standse dem med fordømmelse og isolation, siger han.

Også Camilla T.N. Sørensen, der forsker i østasiatisk sikkerhedspolitik på Københavns Universitet, vurderer, at Nordkorea forsøger at tvinge sig vej til forhandlingsbordet.

Hun påpeger desuden, at prøvesprængningen kan være led i en intern magtkamp.

- Vi ved reelt meget lidt om, hvad der foregår internt i den nordkoreanske magtelite. Men det er er bemærkelsesværdigt, at prøvesprængningen finder sted to dage inden Kim Jong-uns fødselsdag, siger forskeren.

Ingen af de to forskere mener, at der er grund til at være bekymret for, at Nordkorea kan finde på at bruge en eventuel brintbombe.

- Man hører ofte, at de er vanvittige. Det mener jeg ikke. Jeg mener, de er beregnende. De ved, at i det øjeblik, de bruger bomberne, så er de færdige, siger Geir Helgesen.

/ritzau/