Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Den russiske invasion af Ukraine er langtfra gået som planlagt.

Senest har Rusland måttet trække sine styrker ud af områderne omkring Kyiv samt ved Tjerhiniv og Sumy. Men det betyder ikke, at Ruslands offensiv i Ukraine er ovre. Langtfra.

I stedet har russerne valgt at fokusere yderligere på de østlige områder, hvor udbryderrepublikkerne Luhansk og Donetsk forsøger at vinde territorium i Donbas.

»De ser ud til at koncentrere deres kræfter i øst nu. Og her er planen formentlig at konsolidere Luhansk- og Donetsk-områderne, som allerede blev erklæret for selvstændige inden krigen,« siger lektor ved Forsvarsakademiet Claus Mathiesen.

Her er pointen, at de selverklærede, russiskstøttede republikker skulle være selvstændige i deres helhed. Siden 2014 har oprørsstyrker siddet på dele af Luhansk og Donetsk Oblast, men langtfra det hele.

Men de kommer til at møde hård kamp, forklarer Claus Mathiesen.

»Op mod halvdelen af det ukrainske militær er i den østlige del af landet. Her har de stået længe i forbindelse med krigen i Donbas. Og de forventer, at der vil komme angreb,« siger Claus Mathiesen.

Han fortæller videre, at krigen i det østlige Ukraine har et fikspunkt, som vil være yderst interessant at følge.

For Rusland har erobret store dele land i de sydøstlige og nordøstlige dele af landet. I midten ligger byen Izyum. Den er hovedkvarter for det ukrainske militærs indsats i øst.

»Det vil blive rigtig farligt for Ukraine, hvis Rusland formår at lave en knibtangsmanøvre ved Izyum og omringe den ukrainske hær. I så fald kan det gå rigtig galt for Ukraine. Men det er de også opmærksomme på,« siger Claus Mathiesen.

Længe har der været talt om, at Rusland har en stor reserve, som kan hidkaldes og dermed ændre krigslykken.

Claus Mathiesen er dog skeptisk over for, hvor brugbar den russiske reserve overhovedet er.

»Rusland har en reserve, men hvor krigsparate er de? Dem, man allerede har sendt ind, havde ikke høj moral og udviste stor mangel på disciplin,« siger han.

»Samtidig har Rusland allerede involveret alle deres 12 arméer, så måske er det ikke så mange flere, de kan sætte ind,« siger Claus Mathiesen.

Han giver heller meget for en eventuel mobilisering af unge russiske mænd. For det vil pludselig ændre alt for den helt almindelige russer.

»Hvis Rusland vælger at mobilisere alle mænd mellem 20 og 30+, så vil opfattelsen af krigen i Ukraine blive en helt anden hjemme i Rusland. Så er det ikke længere en special operation for at banke nogle narkomaner og nazister på plads, men i stedet en national krig,« siger han.

Andre læser også