Ekspert i udenrigspolitik kalder det et 'markant skridt', at Storbritanniens premierminister, Theresa May, vil smide 23 russiske diplomater ud af landet efter giftangrebet.

Den danske ekspert i udenrigspolitik hos Dansk institut for internationale studier, Hans Mouritzen, forventer, at Rusland vil svare igen med samme udsmidning om tre til fire dage.

»Det er et ret markant skridt, og flere end man plejer. Normalt smider man kun 10 mand ud af landet, når man vil markere, at man er utilfreds. Så går der typisk tre-fire dage, så smider Rusland samme antal ud, og så er man lige vidt,« siger Hans Mourtizen.

Onsdag fortalte Theresa May landets parlament, at man ville udvise diplomaterne, da hun lagde skylden for mordforsøget på den tidligere russiske spion, Sergei Skripal, 66, på Ruslands skuldre.

Under Wienerkonventionen udviser Storbritannien 23 russiske diplomater, der er identificeret som 'ikkeerklærede' efterretningsfolk - eller spioner.

Det skal opløse en spionring og sætte den russiske efterretningstjenestes aktiviteter i Storbritannien årtier tilbage.

Hans Mouritzen fortæller, at det kun er sket få gange siden den Kolde Krig.

»I den Kolde Krig var det ret naturligt, hvor det som regel var USA eller Storbritannien og Sovjetunionen, der gjorde det. Men det skete i 2010, og igen lige før Trumps tiltrædelse. Her smed Barack Obama russiske diplomater ud lige inden valget, da han lukkede de russiske konsulater i San Fransciso, efter den påstået russiske indblanding i det amerikanske valg. Her valgte Putin dog ikke at gengælde, da han vidste, at der kom en ny præsident,« siger Hans Mouritzen.

Svar fra Rusland

Rusland har svaret igen på Englands udvisning af de 23 diplomater med følgende udtalelse:

  • Den 14. marts blev Ruslands ambassadør, Alexander Yakovenko, kaldt til Udenrigsministeriet, hvor han blev informeret om, at 23 diplomater var erklæret persona non grata.
  • Vi finder disse fjendtlige handlinger totalt uacceptable, ikke retfærdiggjorte og kortsigtede.
  • Hele ansvaret for nedbruddet i forholdet mellem Rusland og Storbritannien ligger ved det nuværende politiske lederskab i Storbritannien.

Der har længe været kold luft mellem Rusland og Storbritannien. Ikke mindst siden det kom frem, at russiskstyrede profiler på sociale medier aktivt har forsøgt at skabe kaos og had under terrorangreb i landet og under afstemningen om EU-medlemskabet i 2016.

Godt for Theresa May

Hans Mouritzen peger på, at angrebet kommer på et godt tidspunkt for Theresa May, der er i modvind i hjemlandet i forbindelse med de forekommende Brexit.

»Det passer fantastisk ind i Theresa Mays spil. Hun står i mudder til knæene med Brexit og sin egen position. Hun har et skrøbeligt forhold til USA og resten af Europa, så passer det fantastisk, at der kommer en sag, som alle kan enes om og bakke Storbritannien op om. Det kan styrke hendes position derhjemme, skal man huske,« siger han.

Der har tidligere været tale om, hvorvidt Storbritannien vil trække England ud af det kommende VM i Rusland om tre måneder, Men det forventer Hans Mourtizen ikke.

»Storbritannien vil trække alle officielle repræsentanter ud af indvielsesceremonien og kampene. Det ville dog være en kæmpe sag, hvis de trækker holdet ud. Det ville give ballade i hjemlandet hos befolkningen. Det ville være et alt for stort skridt,« siger han.

Onsdagens tiltag er udløst af, at en tidligere dobbeltagent, der var udvekslet med Rusland og nu boede i Storbritannien, blev forsøgt myrdet med nervegift tidligere på måneden.