»Nej, det gør jeg ikke.«

Sådan svarede Sveriges statsminister, Stefan Löfven, da han i et interview med CNN blev spurgt, om han mente, den svenske coronastrategi har været mislykket.

Men hvis du spørger Joakim Dillner, professor i infektionsepidemiologi ved Karolinska Institutet, får du det modsatte svar.

»Den svenske strategi er mislykket af den ene grund, at vi har vældig mange dødsfald,« siger han til Expressen.

I interviewet med CNN fremhæver statministeren ellers mange af de ting, landet har gjort, som også andre lande har gjort.

Blandt andet, at borgere skulle blive hjemme, hvis de havde symptomer, der skulle holdes afstand og – som man besluttede senere – bruges mundbind.

»Det var ikke sådan, at man kunne gøre, lige hvad man ville,« forklarer han.

Journalisten forholder Stefan Löfven, at de svenske dødstal er højere end hos deres nordiske naboer, og det kan han da heller ikke løbe fra, men han understreger, at strategien var at holde ud i det lange løb.

»Der er lande, der havde en lockdown, som stadigvæk ikke kunne holde dødstallet nede.«

Joakim Dillner mener dog, at der er flere punkter, hvor svenskernes strategi til håndtering af pandemien har fejlet.

Han fremhæver, at det ikke lykkedes at skærme de ældre på plejehjemmene, den milde politik i forhold til indrejse og den sene introduktion af mundbind.

»Det var bemærkelsesværdigt sent. Vi var det sidste land i Europa til at anbefale det, og der havde befolkningen allerede vænnet sig til, at de ikke var nødvendige.«

Sverige har haft 1,15 millioner coronasmittede og 14.821 dødsfald.

For Danmark er tallene 357.000 og 2.642 dødsfald, mens de for Norge er nede på 187.000 smittede med 850 dødsfald.