»Det er specielt. Enten har Putin lavet en hel kovending, eller også har han vildledt Xi Jinping.«

Sådan lyder det fra en norsk ekspert om de meldinger, der kom fra Moskva hen over weekenden.

Det skriver VG.

I weekenden fortalte den russiske præsident, Vladimir Putin, ifølge det russiske nyhedsbureau Tass, at Rusland vil placere taktiske atomvåben i Belarus.

Her ses et billede fra mødet mellem Vladimir Putin og Xi Jinping den 21. marts i Moskva.
Her ses et billede fra mødet mellem Vladimir Putin og Xi Jinping den 21. marts i Moskva. Foto: SPUTNIK
Vis mere

Han forklarede videre, at der er indgået en aftale med Belarus om at stationere de taktiske atomvåben på nabolandets territorium.

Men da Putin bare få dage forinden mødtes med den kinesiske præsident, Xi Jinping, var meldingen en anden.

Tirsdag i sidste uge – under afslutningen af Xi Jinpings statsbesøg i Moskva – kom de to præsidenter ifølge VG med en fælles erklæring.

I den lød det blandt andet ifølge Kremls hjemmeside, at 'ingen atommagter må placere atomvåben uden for sine nationale territorier. Alle atommagter skal trække alle atomvåben udstationeret i udlandet tilbage'.

Her ses den russiske præsident, Vladimir Putin, den 27. marts i Moskva.
Her ses den russiske præsident, Vladimir Putin, den 27. marts i Moskva. Foto: MIKHAEL KLIMENTYEV / SPUTNIK / K
Vis mere

Men lørdag var beskeden fra Moskva pludselig en noget anden.

Putin udtalte i den forbindelse, at det ikke vil krænke aftalen om ikkespredning af atomvåben (NPT). Han hævdede i stedet, at det er det samme, som USA gør, når det placerer atomvåben hos europæiske allierede.

»Vi udleverer dem ikke. Og USA udleverer dem ikke til sine allierede. Vi gør grundlæggende det samme, som de har gjort i et årti,« sagde han ifølge Ritzau.

Til VG kalder hovedlærer ved Forsvarets Højskole i Norge, Tom Røseth, det for 'specielt'.

»Enten har Putin lavet en hel kovending, eller også har han vildledt Xi Jinping,« siger han.

Han vurderer over for det norske medie, at meddelelsen om opstilling af atomvåben i Belarus kan være et tegn på, at Putin ikke vil lade Kina diktere, når det kommer til russiske nationale interesser.

»Men det, at han bryder fælleserklæringen efter kun få dage, stiller Xi i et dårligt lys. At Moskva ser ud til at fornærme Kinas præsident, vil formentlig blive noteret i Beijing,« siger Røseth.

Han vurderer videre, at udmeldingen fra Putin 'følger en eskaleringsplan for at afskrække Vesten fra at levere krigsfly og våben til Ukraine'.

I weekenden fortalte Flemming Splidsboel Hansen, der er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (Diis), at han ikke tror, at Rusland vil gøre brug af de taktiske atomvåben:

»Vi er ikke kommet tættere på, end vi var i går. Jeg ser det som en symbolsk handling, men det er alligevel vigtigt,« sagde han.

I en skriftlig kommentar fra en talsperson for forsvarsalliancen Nato til nyhedsbureauet Reuters søndag lød det også, at Putins retorik er 'farlig og uansvarlig', men at der ikke var noget i hans udmelding, der får Nato til at ændre sin egen tilgang til atomvåben:

»Vi har ikke set nogen ændringer i Ruslands holdning til atomvåben, der kunne få os til at ændre vores egen indstilling,« lød det.