Polens premierminister har tirsdag aften indkaldt til hastemøde i landets sikkerhedsråd.

Det har den polske regerings talsperson Piotr Müller skrevet på Twitter. Samtidig har nyhedsbureauet AP skrevet, at en højtstående amerikansk efterretningsofficer siger, at russiske missiler har ramt ind over grænsen i Polen, hvor to har mistet livet.

Det er netop nyheden fra AP, som Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet, bider mærke i.

»Det tyder på, at det ikke har været et overlagt angreb mod et militært mål eller en bestemt person. Hvis det ikke er noget, der er gjort med vilje, så er det svært at begynde at angribe Rusland, for så starter man jo en krig,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Det er ikke bekræftet af officielle myndigheder, hvorvidt der er tale om et missil. Eller om missilet er affyret med vilje eller ej.

»Selv hvis de har gjort det med vilje med et enkelt missil, så er det selvfølgelig tragisk, at to mennesker har mistet livet, men man skal stadig tænke sig rigtig godt om. Derfor har jeg svært ved at forestille mig, at man vil tage militære skridt,« siger Peter Viggo Jakobsen og fortsætter.

»Jeg kan ikke se, at der er nogen, som har lyst til, at vi svarer igen tilsvarende. Man skal tænke mere end et skridt frem, og her er regel nummer et, hvis du gør mere skade end gavn, så skal man finde en anden måde at reagere på,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Reaktionerne fra omverdenen er så småt ved at vælte ind.

Estlands udenrigsministeriums officielle Twitter-profil kalder meldingerne »bekymrende«.

»Vi arbejder tæt med Polen og andre allierede. Estland er klar til at forsvare hver en tomme af NATO-territorie. Vi står i fuld solidaritet med vores tætte allierede, Polen.«

Hårdere lyder ordene fra Letlands forsvarsminister, Artis Pabriks:

»Det kriminelle russiske regime affyrede missiler, der ikke kun ramte ukrainske civile, men også landede på NATO-territorie i Polen. Letland står med vores polske venner og fordømmer denne forbrydelse,« skriver han på Twitter.