Situationen ved Avdiivka ligner noget, der er set før: En hovedløs russisk offensiv med enorme tab til følge.
»Det minder meget om de russiske angreb, vi så i begyndelsen af invasionen,« som Riley Bailey fra tænketanken Institute for the Study of War fortæller til Business Insider.
Det er her i den østlige del af Ukraine, at de mest intense kampe ser ud til at foregå lige nu.
For små to uger siden iværksatte den russiske hær det, der har lignet et ambitiøst fremstød.
I en vurdering fra det britiske forsvar er det blevet kaldt »Ruslands mest markante offensiv siden januar 2023«.
Men det ser også ud til, at de russiske styrker og køretøjer igen og igen bliver dræbt og ødelagt af den ukrainske hær. Sociale medier er i disse dage eksempelvis fyldt med videoer af kampvogne, der i området bliver sprængt i luften.
En efter en.
Ifølge Riley Bailey har Rusland stadig »ikke lært lektien i forhold til at udføre en korrekt maskinel manøvrekrigsførelse«.
Har kalder angrebene for »kaotiske« og »rodede«.
Og meldingerne om de russiske tab har været voldsomme:
- En talsperson fra de ukrainske styrker har ifølge Reuters netop fortalt om 2.500 døde og sårede russiske soldater inden for de seneste seks dage.
- I søndags lød det fra ukrainske embedsmænd ifølge ABC News, at Rusland havde mistet 6.000 soldater og mere end 400 køretøjer i den foregående uge.
- Britisk forsvar har videregivet, hvordan Avdiivka-offensiven har øget de russiske tab med 90 procent.
- Ifølge Forbes viser har satellitbilleder dokumenteret utallige tab af armerede køretøjer i området. Eksempelvis hele 175 styk på bare to dage i sidste uge, heraf mere end 50 kampvogne.
- Og Institute for det Study of War skriver også på baggrund af satellitbilleder om 109 ødelagte køretøjer fra 10.-20. oktober i et særligt område.
Det skal dog siges, at tallene er uverificerede, som det ofte har været tilfældet i krigen. Men de er dog på en helt anden skala end meldingerne fra andre krigsramte områder.
På samme måde har Ukraine gentagende gang meldt ud, hvordan man har afvist de russiske forsøg på at omringe Avdiivka, der igen kom på ukrainske i september.
Tænketanken Atlantic Council har i denne uge også set nærmere på, hvad der sker ved den ukrainske by, der ligger lige øst for Donetsk og derfor har en geografisk nøgleplacering i forhold til at kunne få kontrol med regionen.
»Putins hær har kun opnået få fremskridt, mens man har lidt betydelig tab blandt både mænd og udstyr,« som det lyder:
»Den hakkende kampagne sætter kun fornyede spørgsmålstegn ved den russiske hærs offensive formåen i Ukraine, men understreger også Kremls fortsatte vilje til at sikre sejren for enhver pris.«
Ifølge førnævnte Riley Bailey fra Institute for the Study of War viser den russiske hær ved Avdiivka, at man ikke har formået at løse »vedvarende, og gennemgående systemiske problemer«.
»Og i stedet for at løse problemerne og første derefter lancere en større ofensiv operation, har de bare iværksat den offensive operation alligevel,« siger han.