Efter et år med ekstra mange håndvaske, nye vaskerutiner og større fokus på bakterier grundet coronapandemien, har børnehaver aldrig været mere bakteriefrie, end de er nu.

Det bekymrer en overlæge, skriver norske TV2.

»Der har helt klart opstået en bekymring hos os læger omkring, hvad der sker med udviklingen af en mangfoldig bakterieflora hos små børn, når de vasker hænder og spritter af så ofte,« siger Tonja Reier-Nilsen, overlæge på børneafdeligen for allergier og lungesygdomme på Rikshospitalet i Norge.

Hun er bekymret for, at den overdreven håndvask, som er opstået i kølvandet på coronapandemien, kan føre til et svagere immunforsvar hos børnene.

Forskning tyder nemlig på, at det er godt for børns immunforsvar at blive udsat for forskellige typer af bakterier i en ung alder for at udvikle et normalt immunforsvar og en bredspektret bakterieflora i tarmen.

Jo færre bakterier, barnet udsættes for, des større risiko er der for, at det på sigt udvikler allergier.

Overlægen Tonja Reier-Nilsen mener ikke, det er hensigtsmæssigt, hvis børn hele tiden vasker hænder, også fordi risikoen for at blive alvorlig syg af coronavirus, når man er barn, ikke er særlig stor.

En anden årsag til de færre bakterier i de norske børnehaver, skyldes også, at flere holder deres børn hjemme, når de er syge.

Den danske Sundhedsstyrelse måtte tilbage i april 2020 præcisere, hvordan børn skal vaske hænder, efter flere børn i skoler og dagsinstitutioner fik eksem grundet overdreven håndvask.

»De skal vaske hænder, når de kommer, når de har været ude på legepladsen, når de har været på toilettet, når de skal spise, og når de har pudset næse,« sagde enhedschef i Sundhedsstyrelsen Niels Sandø til B.T.