G7-landende arbejder lige nu på at ramme Putins krigskiste endnu hårdere.

Planen er nemlig, at de vil indføre et prisloft på den russiske olie.

Men det kan få fatale konsekvenser for det globale energimarked. Sådan advarer den norske chefanalytiker indenfor råvarer Bjarne Schieldrop i et indlæg.

Han kalder det nemlig for en »elendig idé.«

»Det ser godt ud på papiret, men lige nu lyder det som opskriften på en katastrofe,« lyder det blandt andet.

Han frygter nemlig, at tiltaget vil kunne sende oliepriserne op på niveauer, der aldrig er set før. Han peger specifikt på, at Rusland er verdens største eksportør af fossile brændstoffer. Derudover er oliemarkedet i dag sælgers marked og ikke et købermarked.

Der er med andre ord ikke meget olie tilbage på markedet, hvis man skal erstatte et tab af russiske olietønder.

»Til efteråret vil en tredjedel af USAs strategiske reserver være væk. Rusland kan og vil selvfølgelig sige nej til prisloftet: 'Normalpriser, ellers skærer vi i olie!'« skriver han videre.

Schieldrop mener, at et tab af russisk olie kan sende olieprisen op på over 200 dollar per tønde – altså knap 1.500 danske kroner. På nuværende tidspunkt er den 117 dollar tønden – altså lidt over de 800 kroner.

»Hvis Rusland havde været en lille eksportør, og der havde været et købermarked for olie, ville strategien have fungeret perfekt. Men det er ikke tilfældet.«

G7-landene håber dog at involvere store dele af verdenssamfundet i at indføre et prisloft.

»Vi inviterer alle ligesindede lande til at overveje at slutte sig til os,« lyder en fælles erklæring fra G7-ledere.