Den forkerte solcreme med de forkerte kemikalier er ikke kun skadelig for mennesker. Forskere har bevist, at mange af de samme kemikalier også er yderst skadelige for marinelivet og de sårbare koraller.

Det har fået stillehavsøen, landet Palau, til helt at forbyde salg og brug af solcreme og skønhedsprodukter, som indeholder ti forskellige, ødelæggende stoffer.

Ifølge BBC lyder det i en udtalelse af landets præsident, Tommy Remengesau, at bøderne fra 2019 vil lyde på 1000 dollars - godt og vel 6.500 kroner.

»Magten til at konfiskere solcreme bør være tilstrækkelig til at afskrække deres ikke-kommercielle brug, og de nye bestemmelser balancerer kløgtigt mellem at uddanne turisterne og skræmme dem væk,« siger han.

Øgruppen i Mikronesien - øst for Filipinerne - med 17.000 indbyggere har adskillige koralrev, som er meget udsatte for især de to kemikalier; oxybenzone ogoctinoxate, som også er på listen over hormonforstyrrende stoffer.

Kemikalierne fungerer som UV-filter og på verdensplan findes i flere tusinde solcreme.

Det er tidligere estimeret, at mellem 6-14.000 tons solcreme bliver vasket af mennesker og dermed ud i verdens have.

Ifølge BBC findes de skadelige stoffer stadig - trods forbedringer - i godt og vel halvdelen af verdens solcreme og skønhedsprodukter md UV-filter.