Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Det kom som et chok for hele verden. En kæmpe overraskelse.
Der havde ellers længe været meldinger om en snarlig ukrainsk storoffensiv. Ville den nogensinde tage form? Og så skete det.
På få dage i midten af september formåede det ukrainske militær at forbavse hele verden – inklusiv den russiske præsident, Vladimir Putin – da de generobrede store områder i den østlige del af landet fra den russiske besættelsesmagt.
Nu kan B.T. give et helt unikt indblik i, hvordan Ukraines største sejr og Ruslands mest markante nederlag udspillede sig på frontlinjen.
»Vi fik at vide, at vi skulle gøre os klar til at lave et baghold på russiske tropper. Det var det, vi troede, vi skulle.«
Ordene kommer fra James. Han er en tidligere britisk soldat fra Liverpool. B.T. mødte ham første gang i foråret, da han var på vej ud af Ukraine på orlov.
James er hans rigtige navn, men B.T. bringer af sikkerhedsmæssige årsager ikke efternavn og alder. James er siden taget tilbage til Ukraine for at kæmpe.
Og han var med helt fremme, da det ukrainske militær løb russiske tropper over ende.
Men da solen stod op 10. september, lød ordren umiddelbart på noget helt andet.
»Vi var stået tidligt op som normalt. En halv time før første dagslys. For det er normalt der, russerne angriber. Og så fik vi at vide, at vi skulle rykke frem,« fortæller James.
Det var højest uventet.
I ugevis havde de ligget tæt på den mindre by Balaklija, sydøst for storbyen Kharkiv.
Her havde James og hans enhed bestående af russisktalende ukrainere været en del af den udmattelseskrig, der havde udspillet sig over sommeren.
De havde gravet skyttegrave, forbedret deres stillinger, forsøgt at holde moralen høj, røget smøger, fortalt jokes og udvekslet skud og angreb med de russiske styrker, som sad på den mindre by.
Netop Balaklija ligger på et strategisk kryds af veje, der går i alle retninger. Nord, syd, øst og vest.
Og derfor var den en vigtig brik for den russiske besættelsesmagt. Store mængder proviant gik igennem. Til og fra.
Tidligt om morgenen 10. september gik en fortrop af elitesoldater ind i Balaklija og stormede de russiske tropper, der blev fanget af det pludselige angreb.
»Russerne var paniske. De flygtede ud af byen i civile biler så hurtigt, de kunne,« fortæller James.
»Der var kampe, og vi skød på russerne. Men ikke som dem, man forbinder med Anden Verdenskrig, hvor kugler flyver over alt. Russerne havde for travlt med at flygte,« siger James.
Over en periode på to dage formåede James' enhed at sikre byen endegyldigt. Og fortropperne kunne jage de paniske russere videre mod øst.
Sådan var billedet over en lang frontlinje i det østlige Ukraine.
Det ukrainske kontraangreb havde fanget den tyndtspredte russiske hær på det helt forkerte ben.
Ukraine genindtog på få dage et området på omkring 2.000 kvadratkilometer.
Højest overraskende.
»Vi var alle sammen helt chokerede. Der var ingen, der havde regnet med, at russerne bare stak af. Flygtede,« siger James.
»Der var ingen menige soldater, der anede noget om planen. Det var kun allerøverst i det ukrainske forsvar, planerne var blevet delt. Alle enheder havde fået noget forskelligt at vide,« forklarer han.
Den hurtige succes kom også bag på Ukraine. Man forventede en hård kamp om at indtage få kilometer. Men sådan blev det ikke.
»Det var meningen, at vi skulle forskanse os i Balaklija, efter vi havde indtaget den. Men de russiske styrker flygtede flere hundrede kilometer væk,« siger James.
Det var dog ikke slut med de store overraskelser.
I forbindelse med den hastige retræte havde de russiske tropper smidt alt, de havde i hænderne. Og mere til.
»Vi kørte ind i Balaklija som en let styrke, men kom ud som svært bevæbnede,« siger James.
Billederne viser det med al tydelighed.
Den frivillige britiske soldat har filmet sig selv foran en lille del af alt det materiel, som russerne efterlod.
Køretøjer, maskinvåben, store bunker granater og mængder af anden ammunition.
Men det er ikke den imponerende ukrainske fremmarch i den østlige del af landet, James vil huske klarest om mange år. Heller ikke de store mængder militærmateriale, som blev efterladt til den ukrainske hær.
Det var i stedet den modtagelse, de fik, da røgen havde lagt sig.
Pludselig dukkede de civile borgere i Balaklija op.
Ikke kun et par håndfulde, men i dusinvis.
De havde været i byen i de mange måneder, den var under russisk kontrol. Under den korte ukrainske fremrykning havde de gemt sig i huse, kældre og andre steder, der gav ly.
Nu piblede de frem og modtog James og hans enhed som helte.
»Det var et af de stolteste øjeblikke i mit liv, da de lokale stod op klokken fem om morgenen, dagen efter vi havde indtaget byen, og lavede mad til alle soldaterne,« forklarer James.
»De var lykkelige. De græd tårer af glæde.«
