Myndighederne havde kendt en nyvalgt prokurdisk borgmester i Van ikke valgbar, men han har fået posten igen.

Tyrkiets valgmyndighed (YSK) har genindsat Abdullah Zeydan som vinder af borgmesterposten i den østtyrkiske by Van.

Det skriver hans parti, det prokurdiske DEM-parti, på det sociale medie X. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

I flere tyrkiske byer gik folk på gaden tirsdag i protest over, at Zeydan var blevet ekskluderet fra weekendens lokalvalg.

Abdullah Zeydan vandt ellers valget med over 55 procent af stemmerne i Van. Men i valgets sidste minutter besluttede myndighederne, at han ikke var valgbar, siger DEM ifølge AFP.

I stedet gik borgmesterposten til kandidaten med næstflest stemmer fra Erdogans parti AKP. Han fik 27,2 procent af stemmerne.

Omgørelsen er ifølge DEM-partiet "et resultat af modstanden fra det kurdiske folk".

YSK har ikke bekræftet beslutningen.

Tirsdag brugte politiet tåregas og vandkanoner for at opløse demonstrationer i Van.

Også i Ankara og Istanbul har der været meldinger om, at folk har været på gaden for at protestere mod det omstødte resultat.

Ifølge AFP er 89 personer blevet tilbageholdt som følge af demonstrationerne.

DEM-partiet har ifølge AFP oplyst, at justitsministeriet i Tyrkiet to dage før valget valgte at omstøde en domstols afgørelse om, at Zeydan var berettiget til at stille op til valget.

Zeydan blev i 2015 valgt til parlamentet i Tyrkiet. Men i 2016 blev han anholdt, efter at han kritiserede Tyrkiets luftangreb mod kurdiske militser i sydøst.

Tidligere onsdag oplyste DEM ifølge AFP, at man havde protesteret mod afgørelsen til den øverste valgkommission i Tyrkiet.

Den genvalgte borgmester i den tyrkiske storby Istanbul, Ekrem Imamoglu, har kaldt den omstødte afgørelse "uacceptabel". Han har opfordret den tyrkiske regering til "at respektere folkets vilje".

Foran den øverste valgkommission i den tyrkiske hovedstad Ankara sagde DEM-medformand Tuncer Bakirhan tirsdag, at Van havde været ude for et "politisk kup".

I 2019 blev 52 valgte DEM-borgmestre ved det daværende kommunalvalg frataget deres poster i det sydøstlige Tyrkiet på grund af deres påståede tilknytning til kurdiske militser.

Det skete ifølge AFP efter det mislykkede militærkup mod Erdogans regering i 2016.

/ritzau/