Den hovedmistænkte i Madeleine McCann-sagen har af politiet og aviserne fået endevendt de seneste 20 år af sit liv.

Tidligere venner og naboer har udtalt sig om den tyske Christian B, som senest er blevet officielt hovedmistænkt i Portugal, hvor den treårige forsvandt i 2007.

Også ekskærester, som har været tæt på ham i årene efter bortførelsen, har bidraget med relevante detaljer til det store puslespil i efterforskningen.

En af dem hedder Anastasia Meckesy, og hun har nu talt med den engelske avis The Sun om forholdet til ham i 2013.

»Han sagde, at han ved, hvad der skete med lille Maddie fra England,« siger hun i interviewet.

Christian B fortalte hende dengang, at Madeleine McCann formentlig var blevet overdraget til nogen, efter hun var blevet bortført fra familiens hotelværelse.

Hvis den lille pige stadig var i live, så ville man have fundet hende allerede, tilføjede han.

Ifølge ekskæresten, Anastasia Meckesy, talte de sammen om den verdenskendte sag, fordi lokale myndigheder ville afhøre Christian B omkring den.

Christian Brückner. (Photo by - / ITALIAN CARABINIERI PRESS OFFICE / AFP)
Christian Brückner. (Photo by - / ITALIAN CARABINIERI PRESS OFFICE / AFP) Foto: -
Vis mere

Han skulle angivelig virke både nervøs og stresset omkring det. Men han sagde ikke meget mere, end at han levede i Algarve-området, da bortførelsen fandt sted.

Den dengang treårige engelske pige forsvandt 3. maj 2007 under en familieferie i Praia da Luz i Portugal.

Anastasia Meckesy er ikke den eneste ekskæreste, som har udtalt sig om den hovedmistænktes liv og særheder.

I samme periode i 2013 så Christian B også teenageren Nakscije Miftari, mens han boede i Tyskland, hvor han ejede en kiosk.

Til Nakscije Miftari fortalte Christian B, at han i 2007 faktisk boede i nærheden af det portugisiske hotel, hvor pigen forsvandt.

Det skulle angivelig være første gang, at den hovedmistænkte har indrømmet at være i nærheden af gerningsstedet.

Men det var kun toppen af isbjerget, skulle hun senere finde ud af.

Nakscikje Miftari har i et interview med Daily Mail fortalt, at hun tilfældigvis fandt børneporno på hans mobiltelefon og computer.

Politiet foretog, kort efter hun fandt børnepornoen, en razzia af Christian Bs lejlighed og undersøgte elektroniske genstande, som rigtig nok indeholdt børneporno.

Nakscije Miftaris vidneudsagn er delt med anklageren i sagen og med det tyske politi. B.T. ved ikke, hvorvidt det også gælder Anastasia Meckesys vidneudsagn.

Den i dag 44-årige Christian B sidder i dag i forvejen fængslet i Tyskland for en voldtægt begået i 2005 – også i Portugal.

Du kan læse mere om den hovedmistænkte, som har kommenteret anklagerne mod sig, i en brevkorrespondance med en tysk journalist.