Ekskonen til den hovedmistænkte i sagen om trippelmordet på EastEnders-skuespilleren Sian Blake og hendes to sønner fortæller nu om, hvordan det var at bo med en mand, som angiveligt tog stoffer og var voldelig.

Hvad der begyndte som en sød romance mellem Dominique Deblieux og den nu mordmistænkte Arthur Simpson-Kent endte i et sandt mareridt for både hende selv og hendes børn.

Arthur Simpson-Kent er eftersøgt af Scotland Yard, da han mistænkes for at stå bag mordene på sin kæreste, EastEnders-skuespilleren Sian Blake, og parrets to børn på otte og fire år, som alle blev meldt savnet den 13. december i fjor.

Han forsvandt dagen efter at være blevet afhørt af politiet og menes at være flygtet til Ghana.

Tirsdag blev ligene af de tre fundet nedgravet i baghaven til det hus parret boede i, og kritikken er haglet ned over politiet sidenhen.

Mange har svært ved at forstå, hvordan der kunne gå over tre uger, fra Sian Blake og hendes børn blev meldt savnet, til de blev fundet, når de befandt sig på deres adresse.

Ifølge britiske The Sun skulle den lange ledetid angiveligt skyldes, at det ville have været for dyrt i lønningstillæg at efterforske sagen i julen.

Sian Blake, der blandt andet er kendt fra 90'er-serien EastEnders.
Sian Blake, der blandt andet er kendt fra 90'er-serien EastEnders. Foto: SWNS - NTI - MASONS - HEMEDIA -
Vis mere

En gentleman ved første øjekast

Den nu 42-årige kvinde mødte Arthur Simpson-Kent første gang i 1995, da hun var 22. Hun var flyttet London i England fra Frankrig for at arbejde som mavedanser, og det var kort herefter, hun mødte den dengang 28-årige mand, som var »en sand gentleman.«

Det fortæller hun til avisen Daily Mail.

De to blev kærester og flyttede sammen, men der gik ikke længe herefter, før hun blev bekendt med Arthur Simpson-Kent mindre charmerende sider. Den nydelige, unge gentleman viste sig nemlig at være indblandet i salg af narkotika.

Det var dog ikke nok til at få Dominique Deblieux til at forlade manden hun elskede, og som gjorde hende gravid i 1997 to år efter deres første møde. Parret blev senere også gift i 1999, og flyttede til Frankrig.

Racist og psykisk ustabil

I Frankrig fortsatte Arthur Simpson-Kent med at komme i skidte kredse, da han sluttede sig til den religiøse Nuwubian-bevægelse, der betragter hvide som undermennesker.

Han blev også dybt deprimeret og besat af sit kropsbillede, hvilket medførte masser af træning og et stort steroideforbrug. Et forbrug der gjorde ham utilregnelig.

»Han begyndte at blive voldelig overfor mig. Han kunne skændes over hvad som helst. Han var især streng ved vores datter Isis. Han kunne f.eks. finde på at tæve hende, hvis hun ikke spiste sin spinat,« siger Dominique Deblieux og fortsætter:

»Jeg ved ikke, om han tog stoffer dengang. Men jeg fandt forskellige piller, og han var besat af at blive muskuløs og sit steroidforbrug.«

I 2008 blev det for meget for Dominique Deblieux, som betalte ham 500 euro for at få ham til at lade sig skille med hende.

Håber på det værste

Da Dominique Deblieux hørte, at han var mistænkt for trippelmordet i London, var hun i chok.

Trods hans voldelige fortid, havde hun alligevel ikke troet, han nogensinde kunne finde på at dræbe.

Mordsagen har også taget hårdt på datteren Isis, fortæller Dominique Deblieux.

»Min datter er ødelagt. Hun havde det allerede enormt dårligt med, han altid har afvist hende, og det her er som en kniv i hjertet.«

Dominique Deblieux har ikke meget til overs for den ustabile manden som gjorde hende og datterens liv forfærdelige i så mange år, og som de til dags dato stadigvæk ikke kan blive fri for at høre om:

»Jeg tror, han kunne finde på at tage sit eget liv. Det håber jeg, han gør.«