Frankrig fortsætter kampen mod islamisk ekstremisme og vil ikke give efter for trusler.

Egyptens præsident siger i en appel onsdag, at "fornærmelser" mod profeten Muhammed i ytringsfrihedens navn må stoppe.

- Folk har ret til at give udtryk for, hvad der er i deres tanker, men jeg mener, at dette må stoppe, når følelserne hos halvanden milliard (muslimer, red.) bliver såret, siger den egyptiske leder, Abdel Fattah al-Sisi.

- Hold venligst op med at såre os, siger han i en tv-tale forud for markeringen af profeten Muhammeds fødselsdag torsdag.

- At fornærme profeten er det samme som at undervurdere de religiøse følelser hos mange mennesker, tilføjer Sisi, som ikke nævnte Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, ved navn, men kun talte om ham indirekte.

I Paris siger en regeringstalsmand onsdag, at Frankrig fortsætter kampen mod islamisk ekstremisme og ikke giver efter for trusler.

- Frankrig vil aldrig opgive dets principper og værdier, siger talsmanden Gabriel Attal.

Frankrig er i forhøjet alarmberedskab, efter at en 18-årig muslimsk mand halshuggede en lærer i en Paris-forsat tidligere i denne måned. Drabet var en reaktion på, at læreren havde vist tegninger af profeten Muhammed i undervisningen.

Præsident Macrons regering har indledt et opgør med islamistiske parallelsamfund, og præsidenten har sagt, at islam er en religion i krise. Han har gjort det klart, at han "ikke vil tage afstand til karikaturtegninger af profeten Muhammed".

Der er på sociale medier i Egypten blevet opfordret til boykot af franske varer, men der er ikke mange tegn på, at opfordringerne er blevet efterkommet.

Storimamen på Egyptens al-Azhar-universitet, som er et af verdens mest fremtrædende steder for muslimske studier, opfordrer også det internationale samfund til at kriminalisere "antimuslimske" handlinger.

Sheikh Ahmed al-Tayeb, som leder den tusind år gamle institution, siger, at universitetet går stærkt imod at udnytte antimuslimske følelser til at vinde stemmer i valgkampe.

Sisi, der overtog magten i 2013, står til at vinde valget i Egypten, som afsluttes med en sidste valgrunde 7. og 8. november, hvor de sidste 13 provinser stemmer.

Al-Sisi overtog magten for syv år siden, efter at hæren havde fjernet den islamistiske præsident Mohamed Mursi.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har opfordret til boykot af franske produkter, og i Pakistan har parlamentet pålagt regeringen at hjemkalde landets ambassadør fra Frankrig.

/ritzau/AFP