Der er 'en god grund' til, at politiet lige nu leder et helt bestemt sted i Portugal i et forsøg på at finde ud af, hvad der skete med Madeleine 'Maddie' McCann.

Det sker samtidig mere end 16 år efter, den dengang tre-årige pige sporløst forsvandt under en ferie.

Mandag kunne blandt andet de britiske medier oplyse, at politiet ville gå i gang med at indlede en eftersøgning ved et afsides vandreservoir, Arade, i portugisiske Silves.

Dagen efter kunne de bringe de første billeder af, at politiet var til stede både på landjorden og ude på vandet i området, der ligger omkring 50 kilometer fra, hvor Maddie sidst blev set tilbage i 2007.

Her ses myndighederne lede ved vandreservoiret tirsdag.
Her ses myndighederne lede ved vandreservoiret tirsdag. Foto: Filipe Amorim/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ifølge Sky News kunne man tirsdag se politiet tage afsted med en række tasker fra området – men det vides ikke, hvad der var i taskerne, eller om der er blevet fundet noget med relation til sagen.

Til mediet fortæller den tyske statsanklager Hans Christian Wolters, som står for sagen, at man er til stede i Portugal på baggrund af en bestemte tips.

»Jeg kan ikke afsløre baggrunden i øjeblikket, om hvorfor vi søger der, og hvad vi håber at finde der. Det forbliver vores hemmelighed for øjeblikket,« siger han.

Samtidig har han til det tyske medie NDR ifølge BBC udtalt, at myndighederne 'har grund til at tro, at man kunne finde beviser der (i vandreservoiret, red.)'.

Det vides endnu ikke, hvorfor politiet leder lige præcist i det område. (Photo by FILIPE AMORIM / AFP)
Det vides endnu ikke, hvorfor politiet leder lige præcist i det område. (Photo by FILIPE AMORIM / AFP) Foto: Filipe Amorim/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

I en anden udtalelse til den tyske tv-kanal RTL har Wolters sagt, at han ikke kan 'give nogen konkret information' om de spor, som eftersøgningen er baseret på.

»Det er ikke tip, der kommer fra den anklagede... Men du kan forestille dig, at vi ikke begynder at søge et sted i Portugal uden formål, men at der må være en god grund til det,« siger han og tilføjer:

»Vi har en (god grund, red.), men jeg beder om jeres forståelse for, at jeg ikke kan afsløre den her i øjeblikket af taktiske årsager.«

Eftersøgningen finder sted på baggrund af en anmodning fra de tyske myndigheder, som tilbage i 2020 satte navn på en hovedmistænkt i sagen: Den dømte seksualforbryder Christian B.

Der blev tirsdag både ledt på landjorden og ude på vandet. (Photo by FILIPE AMORIM / AFP)
Der blev tirsdag både ledt på landjorden og ude på vandet. (Photo by FILIPE AMORIM / AFP) Foto: Filipe Amorim/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Han har nægtet at have haft noget at gøre med pigens forsvinden.

Den britiske pige Madeleine McCann forsvandt fra sin families ferielejlighed i den portugisiske landsby Praia da Luz 3. maj 2007, mens hendes forældre spiste middag på en nærliggende restaurant.

Hun var på det tidspunkt tre år gammel.

Hendes forældre har forklaret, at de havde puttet 'Maddie', som hun blev kaldt, og hendes to yngre søskende i lejligheden, før de selv var gået ned på en tapas-restaurant omkring 50 meter fra, hvor børnene lå og sov.

Godt hver halve time tjekkede forældrene til børnene i lejlighed 5A. Men da Kate McCann klokken 22 gik op i lejligheden for at se til dem, fandt hun kun tvillingerne.

Maddie var forsvundet.

Siden har sagen været omfattende efterforsket, men endnu er det ikke lykkedes at finde ud af, hvad der er sket med hende.