Der er ingen tegn på, at den russiske præsident, Vladimir Putin, vil give op.

Sådan lyder vurderingen fra en efterretningschef, der også mener, at Ruslands antydninger om brug af atomvåben ikke er noget, man skal spøge med.

Det fortæller den norske forsvarsefterretningschef Nils Andreas Stensønes ifølge nyhedsbureauet NTB i et interview med Aftenposten.

»Vi skal lytte til russerne, når de taler åbent og truer med at bruge atomvåben. De har flyttet en barriere ved at true med det. Det er ikke noget at kimse ad, det skal vi tage alvorligt. Men det er samtidig et meget stort skridt at tage,« siger han til avisen.

Vladimir Putin.
Vladimir Putin. Foto: GAVRIIL GRIGOROV/SPUTNIK/KREMLIN
Vis mere

Nils Andreas Stensønes – der leder tjenesterne, som overvåger truslen fra Rusland mod Norge – mener, at Putin ikke ser ud til at ville komme til at give op.

Tværtimod ønsker han ifølge efterretningschefen at vinde krigen politisk med et russiskvenligt styre i Ukraine.

Men samtidig går krigen værre og værre for Rusland, som mister terræn som følge af de succesfulde ukrainske modangreb. Derudover går den delvise mobilisering af reserven, som Putin annoncerede i slutningen af september, ikke efter planen, mens den russiske beholdning af moderne præcisionsvåben ser ud til at svinde ind.

»Det er bekymrende, når Putin erklærer fire regioner (de fire ukrainske regioner, Donetsk, Luhansk, Kherson og Zaporizjzja, red.) som russiske, men mister territorium. Det viser, at han er presset militært,« forklarer efterretningschefen til det norske medie.

Selvom Nils Andreas Stensønes mener, man bør tage truslen om atomvåben alvorligt, er der også argumenter, der taler imod brugen af netop de våben.

Til Aftenposten forklarer han, at sådanne våben er bedst egnet til brug mod store koncentrationer af tropper, mens de ukrainske tropper er spredt ud over hele landet.

Desuden mener efterretningschefen, at det tæller imod brugen af dem, at Rusland er bevidst om den voldsomme reaktion, det vil få fra Vesten – og formentlig også fra mere russiskvenlige lande som Kina og Indien.

Tirsdag fortalte NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, på et pressemøde, at man ikke har set nogen forandringer i Ruslands opstilling af atomvåben:

»Rusland ved, at en atomkrig ikke kan vindes og aldrig må udkæmpes. Og vi har kommunikeret klart til Rusland, at det vil have alvorlige konsekvenser, hvis man anvender atomvåben på nogen måde. Det gælder også taktiske atomvåben i Ukraine,« sagde Jens Stoltenberg, der kaldte Putins retorik for 'farlig' og 'uansvarlig'.

Videre forklarede generalsekretæren, at der indtil videre ingen tegn er på, at Putin sætter handling bag sine ord:

»Vi overvåger Ruslands atomstyrker tæt. Vi har ikke set nogen forandringer i Ruslands opstilling. Men vi vil fortsætte med at være årvågne,« sagde Jens Stoltenberg.