Da rekrutteringsprogrammet blev indledt sidste år, fik det navnet 'Project K'.

Nu ser det ud til, at de sidste af dem snart bliver løsladt.

Sådan lyder det i en helt ny efterretningsanalyse udarbejdet af det britiske forsvarsministerium, når det kommer til de rekrutter, som den private lejehær Wagner sidste år skaffede sig i de russiske fængsler.

Da projektet – som havde Wagner-bagmanden Jevgenij Prigozjin i spidsen – begyndte, rejste man rundt til landets fængsler for at tilbyde de indsatte at blive en del af gruppen.

Her ses et arkivfoto af Wagner-bagmanden Jevgenij Prigozjin.
Her ses et arkivfoto af Wagner-bagmanden Jevgenij Prigozjin. Foto: Alexander Ermochenko/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvis de accepterede, ville de skulle tjene i seks måneder på de ukrainske slagmarker.

Overlevede de det, ville de efterfølgende blive løsladt. Uanset hvad de havde siddet inde for.

Nu ser det ud, som om de sidste af dem står til at blive løsladt, lyder det fra det britiske forsvarsministerium:

»I de kommende dage vil Ruslands Wagner-gruppe sandsynligvis løslade de sidste af sine fængselsrekrutter fra deres obligatoriske tjeneste,« lyder det i analysen.

Arkivfoto af Wagner-soldater.
Arkivfoto af Wagner-soldater. Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det britiske ministerium vurderer, at 'Project K'-rekrutteringsprogrammet toppede i begyndelsen af 2023, og det anslås, at mindst 40.000 mænd har gjort tjeneste i den forbindelse.

»Et betydeligt antal af de nu benådede fanger vil sandsynligvis tage imod tilbuddet om at fortsætte hos Wagner som professionelle kontraktansatte. I mellemtiden har det russiske forsvarsministerium overtaget Wagners tilgang til rekruttering af fanger,« lyder det i analysen.

Derudover lyder det videre i analysen, at afslutningen på programmet 'markerer et skelsættende punkt i Wagners historie og i Ruslands krig i Ukraine'.

»Soldaterne fra 'Projekt K' gjorde det muligt for Rusland at indtage Bakhmut: En af deres (russernes, red.) få nylige succeser,« lyder det.

Men det har også kostet dyrt. 

Og været blodigt.

»Det markerer også en af de blodigste episoder i moderne militærhistorie: Op til 20.000 fængselsrekrutter blev dræbt i løbet af få måneder,« vurderer det britiske forsvarsministerium.