Det ene af de to mål er sandsynligvis 'blevet funktionelt ødelagt'.
Men det andet skal efter sigende have 'lidt katastrofal skade'.
Sådan lyder vurderingen i en ny efterretningsanalyse udarbejdet af det britiske forsvarsministerium, når det kommer til det angreb, som de ukrainske styrker i de tidlige morgentimer onsdag gennemførte mod den russiske Sortehavsflåde på halvøen Krim, som Rusland ulovligt hævder at have annekteret.
Under angrebet sendte de ukrainske styrker flere missiler mod den store havneby Sevastopol - og angrebet er af BBC blevet beskrevet som et af Ukraines 'største angreb på den russiske flådes Sortehavsflåde', mens CNN har betegnet det som 'Ukraines mest ambitiøse angreb på havnen, siden krigen begyndte'.
De affyrede missiler ramte ifølge efterretningsanalysen skibsværftet Sevmorzavod, der ligger i den russiske Sortehavsflådes base i havnebyen.
Under angrebet blev både det russiske landingsskib 'Minsk' og ubåben 'Rostov-na-Donu', der hører til i Kilo 636.3-klassen, ramt, mens de lå til vedligeholdelse i tørdokken på stedet.
»Selvom det russiske forsvarsministerium bagatelliserer skaderne på fartøjerne, indikerer åbne kilder, at 'Minsk' næsten helt sikkert er blevet funktionelt ødelagt, mens 'Rostov' sandsynligvis har lidt katastrofal skade,« lyder det i efterretningsanalysen fra det britiske forsvarsministerium.
I kølvandet på angrebet hævdede Andrii Yusov, der er en repræsentant for Ukraines Forsvarsefterretning, at landingsskibet og ubåden var blevet ødelagt i angrebet, skriver CNN.
Omvendt forsøgte man tilsyneladende fra russisk side at nedtone angrebet, og ifølge det russiske stats-medie Ria Novosti oplyste det russiske forsvarsministerium, at begge fartøjer vil blive fuldt repareret og fortsætte i normal tjeneste.
Det vil dog ifølge det britiske forsvarsministerium være en større opgave.
Særligt for ubåden.
»Ethvert forsøg på at få ubåden tilbage i drift vil sandsynligvis tage mange år og koste hundreder af millioner af dollars,« lyder det i efterretningsanalysen:
»Der er en realistisk mulighed for, at den komplekse opgave med at fjerne vragdelene fra tørdokken vil sætte den ud af drift i mange måneder.«
Videre vurderes det, at det vil give den russiske Sortehavsflåde 'en betydelig udfordring med at opretholde flådevedligeholdelsen'.
Det er ikke det eneste:
»Tabet af 'Rostov' fjerner en af den russiske Sortehavsflådes fire krydsermissil-ubåde, som har spillet en vigtig rolle i angrebet på Ukraine og projiceringen af russisk magt i Sortehavet og det østlige Middelhav,« lyder det fra det britiske forsvarsministerium.
Sevastopol er hjemsted for den russiske flådes Sortehavsflåde.
De russiske styrker erobrede Krim-halvøen fra Ukraine og annekterede den ulovligt i 2014.