Det lignede en rutinesag, da politiet i den østrigske region Tyrol blev kaldt til en banegård på grund af en 'genstridig' togpassager.

Men det viste sig langt fra at være tilfældet – og nu har sagen tråde til Danmark.

Den 22. september blev betjente kaldt til togstationen i Jenbach, hvor ordensmagten fik kontakt til den genstridige passager, som oplyste sin identitet.

Det viste sig imidlertid, at manden havde oplyst en falsk identitet, skriver det østrigske medie Kronen Zeitung.

»Ved nærmere eftersyn stod det klart, at personen er en 62-årig dansker,« oplyser efterforskerne til Kronen Zeitung.

En dansker, som har været efterlyst siden en flugt sidste år.

I maj 2021 stak han ifølge det østrigske medie af fra en psykiatrisk institution, hvor han i 2016 var blevet indlagt efter et drabsforsøg.

Siden sin flugt har manden været efterlyst af de danske myndigheder på baggrund af en EU-arrestordre.

Den 62-årige dansker sidder nu varetægtsfængslet i den østrigske by Innsbruck.

De østrigske myndigheder vil nu vurdere, om han skal udleveres til Danmark.