Mysteriet bag dødsfaldet for et par, deres 1-årige datter og familiehunden, der blev fundet på en vandresti nær Yosemite National Park, er forbi.

Familien blev fundet 17. august og to måneder senere har politiets efterforskere fundet dødsårsagen.

Det skriver CNN og People.

»Dette er en meget tragisk hændelse, tragisk situation, og den har været meget speciel fra begyndelsen,« sagde sherif Jeremy Briese i Mariposa County på et pressemøde torsdag.

Herefter forklarede han, at dødsårsagen for Jonathan Gerrish, Ellen Chung og deres 1-årige datter, Miju, var hypertermi (hedeslag) samt mulig dehydrering på grund af eksponering til omgivelserne.

Og omgivelserne er ikke en 'walk in the park'. For det farlige miljø, hvor familien blev fundet, består blandt andet af giftige alger og farlige gasser fra en nærliggende mine.

Hypertermidødsfaldene er de første sherif Briese har set i sine 20 år i Mariposa County.

Hunden Oskis dødsårsag er dog ifølge sheriffen fortsat stadig uafklaret, men de har også mistanke om varmerelaterede problemer.

Gerrish arbejdede for Google og var kort forinden startet i et job hos Snapchat. Det fortalte en familieven Steve Jeffe, som blev advaret af venner om, at familien ikke var vendt hjem fra en dagsvandring.

Familiens barnepige fandt 16. august et tomt hjem og eftersom Gerrish ikke dukkede op på arbejde, gik alarmklokkerne i gang for Steve Jeffe.