En underskriftsindsamling blandt næsten 150.000 mennesker får nu konsekvenser i Paris.

Her havde bystyret ellers planer om at bygge nyt ved foden af Eiffeltårnet, men det skabte harme og voldsomme protester blandt andet hos miljøforkæmpere.

Det skriver avisen The Guardian.

Hvis planerne var blevet ført ud i livet, ville det have betydet, at cirka 20 gamle træer i området skulle være fældet.

De nye bygninger skulle have huset en café, butikker, toiletter og et sted til bagageopbevaring.

De nu skrinlagte byggeplaner var en del af en større omlægning af området omkring byens vartegn, som skal gøre pladsen omkring tårnet mere turistvenligt.

Det betyder også plantning af græs og buske samt anlæggelse af busbaner og cykelstier.

»Vi giver ikke efter for pres, men vi vil gerne have, at projektet ikke bliver overskygget af kontroverser. Lad os bare sige, at vi fjerner noget af friktionen,« siger første viceborgmester, Emmanuel Grégoire, til den franske avis Journal du Dimanche.

Den resterende del af planen skal være færdig til De Olympiske Lege i Paris i 2024.