Klokken 16.09 blev den voldsomme melding offentliggjort.

Fem linjer, som endnu engang var med til at ryste store dele af verden, blev lagt på det sociale medie Twitter.

Helt kort beskrev de, hvordan den prominente hviderussiske systemkritiker og leder af en organisation i nabolandet Ukraine Vitaly Shishov var forsvundet i Kiev i forbindelse med sin morgenløbetur.

»BREAKING: Chefen for 'Belarusian House' en eksil-NGO i Kiev, Vitaly Shishov, er forsvundet efter sin morgenløbetur (kidnappet?) – lyder det fra kilder. Lukashenkos KGB opererer rimelig uforstyrret i Ukraine. Ukraine er ikke sikkert for folk fra den hviderussiske opposition,« lød det ekstrem dystre tweet mandag eftermiddag.

Men de dystre nyheder stoppede ikke der.

Flere steder forlød det hurtigt, at ukrainsk politi havde indledt en eftersøgning efter Shishov i samarbejde med bekymrede frivillige.

I grønne områder langs den rute, man formodede, at eksil-hviderusseren havde løbet, blev der søgt, blandt andet med hunde.

Tirsdag kom så den nyhed, mange havde frygtet.

Vitaly Shishov.
Vitaly Shishov. Foto: Uncredited
Vis mere

Vitaly Shiskov var blevet fundet død. Hængt fra et træ i et skovområde i Kiev.

Billeder fra stedet viser et tæt buskads, hvor politiet har været inde for at efterforske og en blå stige, som formentlig er brugt til at få den afdøde ned med.

Nyheden spredte sig blandt hviderussiske oppositionsledere og journalister fra både Ukraine og Hviderusland. Ikke længe efter nåede det også internationale medier.

Og hurtigt stod det klart, at politiet i Ukraine bestemt ikke var overbevist om, at der er tale om selvmord.

Stedet hvor Vitaly Shishov blev fundet hængt i nærheden af Kiev i Ukraine.
Stedet hvor Vitaly Shishov blev fundet hængt i nærheden af Kiev i Ukraine. Foto: GLEB GARANICH
Vis mere

Den hviderussiske journalist og systemkritiker fra det toneangivende hviderussiske oppositionsmedie medie Nexta Tadeusz Giczan beskrev det på følgende måde på Twitter tirsdag morgen:

»Vitaly Shishov blev fundet død her til morgen. Hans krop hang fra et træ. Ukrainsk politi åbnede en efterforskning under Artikel 115 (planlagt mord). De mener, at det muligvis er et mord forklædt som et selvmord,« skriver Tadeusz Giczan.

Han rammer ganske præcis den frygt, som mange hviderussere i opposition til præsident Aleksander Lukashenko går med.

Frygten for deres liv og frihed.

Vitaly Shishov var flygtet fra Hviderusland i efteråret 2020, da han frygtede for sit liv.
Vitaly Shishov var flygtet fra Hviderusland i efteråret 2020, da han frygtede for sit liv. Foto: RBC-UKRAINE
Vis mere

Netop Vitaly Shishov har længe været en torn i øjet på det hviderussiske styre.

Det skyldes, at Vitaly Shishov som leder af NGO'en 'Belarusian House' gennem et stykke tid har hjulpet folk i Hviderusland med at flygte fra landet, som han selv blev tvunget til i efteråret, da truslen mod hans eget liv blev for stor.

Og på det seneste er den frygt vokset, da Vitaly Shishov havde fortalt venner, at han følte sig forfulgt på sine løbeture, skriver det franske medie France24.

Udløseren for det har hele var det valg, som løb af stablen for godt et år siden, og som siden har været genstand for store demonstrationer.

Stedet hvor Vitaly Shishov blev fundet død var tirsdag morgen bevogtet af politi. Sagen efterforskes som et mord.
Stedet hvor Vitaly Shishov blev fundet død var tirsdag morgen bevogtet af politi. Sagen efterforskes som et mord. Foto: GLEB GARANICH
Vis mere

Officielt vandt Lukashenko, der beskrives som Europas sidste diktator, valget, men i virkeligheden var det formentlig oppositionslederes Sviatlana Tsikhanouskaya, som løb med sejren i det valg, som var genstand for massiv mistanke om svindel.

Siden har titusindvis af hviderussere demonstreret mod valgresultatet og præsident Lukashenko.

Det førte nærmest øjeblikkeligt til hårde kampe i Minsks gader, hvor politistyrker og hemmeligt politi masseanholdte fredelige demonstranter.

I ugerne og månederne efter valget blev stribevis af oppositionsfigurer og bekæmpere af regimet fængslet. Omkring 600 systemkritikere sidder i skrivende stund fængslet i det østeuropæiske land.

Et stort antal er blevet tortureret og en række har mistet livet – senest Vitaly Shiskov. Her er den reelle årsag til døden endnu ikke fastlagt.

Den hviderussiske journalist Raman Pratasevich.
Den hviderussiske journalist Raman Pratasevich. Foto: -
Vis mere

Et af de mere prominente navne, som har fået det hviderussiske regime vrede at føle, var journalisten og aktivisten Raman Pratasevich.

Hans historie gik verden rundt tidligere på året, da det fly, han var med, fra Athen til Tallinn blev tvunget ned over hviderussisk luftrum.

Pratasevich blev efterfølgende taget i det hviderussiske politis varetægt. Og er siden blevet brugt som regimets marionet, der i interviews har undskyldt sine handlinger, mens han sad med blå mærker i ansigt og på hænder.

Den efterhånden stigende mængde suspekte sager med hviderussere i udlandet har man også bemærket helt i toppen hos den hviderussiske opposition. For som seniorrådgiver til Sviatlana Tsikhanouskaya, Franak Viacorka, skriver på Twitter:

»Det, der er virkelig uhyggeligt, det er, at ingen hviderusser kan føle sig sikker. Ikke engang uden for landet.«