Cassini er det eneste rumfartøj, der har kredset om Saturn. Fredag slynger det sig ind i planetens atmosfære.

Cape Canaveral. Rumfartøjet Cassini får en storslået afslutning på sin 20 år lange karriere i rummet, når det fredag kaster sig ind i Saturns atmosfære.

Herefter vil fartøjet brænde op som en meteor og blive en del af planeten.

Det amerikanske rumfartsagentur, Nasa, håber på videnskabeligt udbytte helt frem til afslutningen.

For hver lille oplysning, som Cassini sender tilbage til Jorden ude fra rummet, kan hjælpe astronomer til bedre at forstå Saturns system - de karakteristiske ringe, måner og alt.

Cassini er det eneste rumfartøj, der nogensinde har kredset omkring Saturn.

Det blev sendt afsted 15. oktober 1997, og det tog næsten syv år at nå frem til Saturn.

Med sig havde det Huygens-rumsonden. Den blev bygget af den europæiske rumfartsorganisation, ESA, og var designet til at kunne hjælpe Cassini med rumudforskningen.

Rumsonden blev sat af på en af Saturns måner, Titan, i 2005. Her hjalp den forskerne med at få nærbilleder af månen.

Cassini selv har blandt andet opdaget seks af Saturns 62 kendte måner.

Den har rejst 7,9 milliarder kilometer, kredset om Saturn næsten 300 gange og indsamlet mere end 453.000 billeder og 635 gigabyte videnskabelig data.

De seneste fem måneder har Cassini brugt på at udforske det hidtil ukendte territorium mellem planetens og dens ringe.

Den har pilet 22 gange i mellemrummet og sendt fantastiske billeder tilbage til Nasa.

Mandag fløj Cassini forbi kæmpemånen Titan en sidste gang for at få hjælp at dens tyngdekraft - Nasa kalder det et farvelkys - så rumfartøjet kan komme ind på den rette bane.

Under den sidste rejse fredag morgen vil Cassini fortsætte med at indsamle data om Saturns atmosfære og sende dem tilbage, indtil fartøjet helt mister kontrollen, og dets antenne ikke længere peger mod Jorden.

Med 122.000 kilometer i timen vil Cassini herefter smelte og fordampe 1,6 milliarder kilometer væk fra Jorden. Og det hele er ovre på et minut.

- Missionen har været sindssygt, vildt, fantastisk succesfuld, og nu slutter den, siger Nasa-forsker Curt Niebur.

- Jeg finder trøst i det faktum, at Cassini vil fortsætte med at lære os ting frem til det allersidste sekund.

Hele pointen med den sidste mission, som kaldes den Store Finale, er at undgå, at fartøjet i stedet smadrer ind i Saturns måner Enceladus eller Titan.

For Nasa håber på, at fremtidige robotopdagelsesrejsende finder uberørte verdener, hvor liv kan eksistere, uden at der er kommet forurening fra Jorden.

Lederen af Cassinis visualiseringshold, Carolyn Porco, føler - trods den flotte afslutning - et tab.

- Der er en del af mig, som bare har det sådan: "Det er på tide. Vi gjorde det". Cassini var så dybt succesfuld rent videnskabeligt, siger hun.

- Selv for mig er det utroligt, hvad vi kunne gøre helt frem til afslutningen.

/ritzau/AP