Den tidligere vicepræsidentkandidat skal ikke længere kommentere politik på den konservative TV-kanal.

Samarbejdet mellem republikanske Sarah Palin og TV-stationen Fox News er forbi, oplyser amerikanske medier.

Palin, der stillede op som vicepræsidentkandidat for Republikanerne ved valget i 2008, skal således ikke længere være politisk kommentator for kanalen.

palintop

Den tidligere guvernør i Alaska, som desuden er blevet kendt for en række uheldige udtalelser, der især udstillede en begrænset viden på udenrigsområdet, underskrev en kontrakt med Fox i januar 2010. Tilsyneladende indbragte den hende mindst en million dollar om året.

På daværende tidspunkt blev det vurderet som lidt af et scoop for begge parter: Palin blev set som et muligt bud på en republikansk præsidentkandidat ved valget i 2012, og på Fox havde hun en enestående mulighed for at nå ud til en konservativ vælgerskare. TV-stationen installerede endda et studie i hendes hjem i Alaska for at gøre hendes optrædender lettere.

Men der var forlydender om uoverensstemmelser mellem Palin og TV-stationen. Bestyrelsesformanden for Fox News, Roger Ailes, blev i 2011 således citeret for at sige til nyhedsbureauet AP: »Jeg ansatte Sarah Palin, fordi hun var lækker og skaffede seere«.

palintop

Sidste sommer brokkede Palin sig desuden åbenlyst på sin Facebook-profil, da en TV-optræden under Republikanernes konvent blev aflyst af Fox, mens meldingen fra TV-stationen var, at det skyldtes udskydelsen af konventet på grund af orkanen Isaac.

Og da Palin annoncerede, at hun ikke ville stille op for Republikanerne ved det seneste præsidentvalg, gjorde hun det på et konservativt radioprogram og ikke på den TV-station, der betalte hendes løn.

Efterfølgende er Palin tilsyneladende også blevet overhalet som kommentator af Karl Rove, der har været toprådgiver for tidligere præsident George W. Bush. Rove har således for nyligt forlænget sin kontrakt med Fox frem til præsidentvalget i 2016.

En kilde tæt på forhandlingerne mellem Palin og TV-stationen siger, at beslutningen om at gå hver til sit er ganske venskabeligt, men Palins advokat har ikke kommenteret sagen.