Den verdensomspændende hackergruppe Anonymous har erklæret en ny cyber-krig mod Islamisk Stat, efter terrorgruppen tidligere på ugen tog ansvar for de drabelige eksplosioner i Bruxelles, der blev udløst tirsdag morgen.

»Til alle medlemmer af Islamisk Stat: Vi vil spore jer, vi vil finde jer, vi er alle steder, og vi er flere, end I kan forestille jer.«

»Vær bange.«

En mekanisk stemme leverer budskabet i et videoklip gennem hackergruppens karakteristiske, sorte og hvide maske. Det er sket efter mindst 31 personer omkom og op mod 300 blev såret ved bombesprængningerne i Zaventem Lufthavn og ved metrostationen Maelbeek i Bruxelles tirsdag.

Kort efter angrebene tog terrorgruppen Islamisk Stat ansvar for hændelserne – og det har fået Anonymous til at reagere.

»Vores frihed er igen under angreb,« lyder det i videoen.

»Når de (Islamisk Stat red.) dræber uskyldige mennesker i Belgien, rammer de alle i Europa. Vi er nødt til at kæmpe i mod.«

Siden skud-angrebet på det franske, satiriske magasin Charlie Hebdo i starten af 2015 har Anonymous ’erklæret krig’ mod Islamist Stat. Det greb for alvor om sig, da Paris i november blev ramt af en serie eksplosioner og skudepisoder spredt over byen, og 130 mennesker mistede livet. Her udsendte internetaktivisterne en lignende video.

Og i den nyeste erklæring bliver Paris også nævnt:

»Efter angrebene i Paris i november har vi dagligt kæmpet mod terrorisme.«

Gruppen fortæller, at de allerede har haft succes med at hacke sig ind i flere propaganda-hjemmesider, stjålet terroristers penge og lukket flere Twitter-profiler med direkte forbindelse til Islamisk Stat.

»Vi bliver ved, så længe terrorister fortsætter deres handlinger rundt i verden.«

De seneste dødelige bombeangreb i Bruxelles tidligere på ugen har fået Anonymous til at love, at ’de vil slå tilbage’.

Gruppen opfordrer alle til at hjælpe i kampen mod de islamistiske terrorister. Men det behøver ikke ske ved at tilslutte sig hackergruppen.

»Du behøver ikke hacke dem. Hvis du bekæmper diskrimination i dit land, vil du gøre meget mere skade mod dem, end hvis du hacker deres hjemmesider. Islamisk Stat kan ikke rekruttere muslimer i Europa, hvis de er accepterede og inkluderede i samfundet.«

»Så vi vil bede alle stå sammen og bekæmpe diskrimination,« lyder opfordringen i videoen, som slutter med en frygtløs kommentar:

»Vi tilgiver ikke, vi glemmer ikke, vi er frie. Forvent os.«