Mindst 141 omkom, da en hængebro i Indiens vestlige delstat Gujarat kollapsede søndag.

Nu er ni personer anholdt i sagen, skriver BBC.

Den 140 år gamle hængebro – en stor lokal turistattraktion på 230 meter – var blevet genåbnet i sidste uge efter at være blevet repareret.

Og politiet, der efterforsker søndagens katastrofe, meddeler mandag, at de ni anholdte er tilknyttet Oreva-gruppen, som vedligeholder og driver broen.

De bliver efterforsket for uagtsomt manddrab, der dog ikke svarer til mord, fortæller politibetjent Ashok Kumar Yadav:

»Af disse ni arbejder to som ledere, mens to arbejder med billetter – alle ansat af Oreva – på bropladsen,« fortalte han ifølge BBC på et pressemøde.

De resterende fem ansatte har været på kontrakt hos firmaet blandt andet som sikkerhedsvagter og som bygningsarbejdere.

Oreva har ikke reageret på anholdelserne, oplyser BBC.

Ifølge myndighederne fejrede næsten 500 mennesker Diwali-højtiden ved og på den 150 år gamle bro i byen Morbi, da de bærende kabler brast.

Billeder og videooptagelser viser den ødelagte bro samt mennesker, der forsøger at kravle i land via broens kabler og net. Andre er i vandet, men holder stadig fast i broens skelet.