»Putin må være afsindigt rasende.«

Sådan lyder det fra en tidligere svensk stats- og udenrigsminister, når det kommer til det angreb, der ramte den russiske sortehavsflådes hovedkvarter på Krim-halvøen fredag.

Den seneste tid har det ukrainske militær rettet en række angreb mod havnebyen Sevastopol, der ligger på halvøen, som Rusland ulovlig annekterede tilbage i 2014.

Byen er hjemsted for den russiske sortehavsflådes hovedkvarter – og forleden formåede man at ramme både en russisk ubåd og et landgangsfartøj på et skibsværft ved basen.

Her ses et satellitbillede af hovedkvarteret hos den russiske sortehavsflåde i Sevastopol den 22. september, efter angrebet fandt sted.
Her ses et satellitbillede af hovedkvarteret hos den russiske sortehavsflåde i Sevastopol den 22. september, efter angrebet fandt sted. Foto: PLANET LABS PBC/Handout/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Fredag lød der endnu engang eksplosioner i byen – og det ukrainske militær oplyste efterfølgende, at man havde udført et 'vellykket' angreb mod den russiske flådes hovedkvarter 'i det midlertidigt besatte Sevastopol'.

På billeder fra byen kunne mørk røg ses stige op fra stedet.

Én af dem, der har bemærket angrebet og delt en video fra det, er Sveriges tidligere stats- og udenrigsminister Carl Bildt.

På det sociale medie X, der tidligere hed Twitter, har han givet sin vurdering af det:

Her ses et satellitbillede af hovedkvarteret hos den russiske sortehavsflåde i Sevastopol den 21. september, før angrebet fandt sted.
Her ses et satellitbillede af hovedkvarteret hos den russiske sortehavsflåde i Sevastopol den 21. september, før angrebet fandt sted. Foto: PLANET LABS PBC/Handout/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Spektakulært. To ukrainske krydsermissiler ramte hovedkvarteret for den russiske sortehavsflåde i centrum af Sevastopol i dag (fredag, red.),« skriver Bildt, der i dag sidder i bestyrelsen for den europæiske tænketank European Council on Foreign Relations, før han tilføjer en bemærkning om den russiske præsident:

»(Vladimir, red.) Putin må være afsindigt rasende.«

Den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW) har ligeledes set nærmere på angrebet i sin seneste analyse af krigen.

Hos dem lyder vurderingen, at angrebet førte til 'betydelige' skader:

Her ses røg stige op fra bygningen i Sevastopol den 22. september.
Her ses røg stige op fra bygningen i Sevastopol den 22. september. Foto: Sergei Malgavko/TASS/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Ukrainske styrker udførte drone- og krydsermissilangreb på det besatte Krim og beskadigede den russiske sortehavsflådes kommandohovedkvarter i Sevastopol betydeligt den 22. september,« lyder det.

En af den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyjs rådgivere, Mykhajlo Podoljak, har ligeledes på det sociale medie X sat nogle ord på angrebet mod den russiske flåde på Krim:

»Putins Rusland er et kongerige af forvrængede spejle og en boble af for længst forældede myter, der udelukkende eksisterer på de vestlige samfunds frygt og den følelsesmæssige erindring om den kolde krigs skrækhistorier og snylter på Sovjetunionen-brandet,« skriver han og fortsætter:

»Men virkeligheden er ubarmhjertigt i hælene. Krim vil helt sikkert blive demilitariseret og befriet. Handelsskibene vil vende tilbage til Sortehavet. Og de russiske krigsskibe vil til sidst indtage deres retmæssige plads og blive til et ikonisk undervandsmuseum for dykkere, der vil tiltrække turister fra hele verden. For et frit ukrainsk Krim.«

Her ses den russiske præsident, Vladimir Putin.
Her ses den russiske præsident, Vladimir Putin. Foto: Sergey Bobylev/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Mere end 500.000 mennesker bor i Sevastopol.

Ifølge AFP er antallet af ukrainske og russiske angreb i og omkring Sortehavet steget, siden Rusland trak sig ud af en kornaftale, der sikrer eksport af korn fra Ukraine gennem Sortehavet.