»Dem, der nu er blevet evakueret, har været udsat for et stort pres. Vi vil derfor gerne beskytte dem i den kommende tid, og vi beder derfor om, at alle respekterer, at de får brug for fred og hvile,« lyder det fra den norske udenrigsminister, Anniken Huitfeldt.

Hun glæder sig over, at det nu er lykkedes at evakuere tre landsmænd – diplomater – fra det konfliktramte Sudan. Men hun understreger også, at det »ikke har været uden risiko«.

Alternativet var dog værre, slår udenrigsministeren fast i en pressemeddelelse sendt ud sent søndag eftermiddag. For særligt i den sudanske hovedstad, Khartoum, er situationen kritisk. Farlig og uklar.

De tre evakuerede diplomater arbejdede netop i hovedstaden. På den norske ambassade, hvor de har siddet fanget i en uge.

Røg stiger over den sudanske hovedstad.
Røg stiger over den sudanske hovedstad. Foto: MOHAMED NURELDIN ABDALLAH
Vis mere

Nu er de smuttet, og ambassaden lukket. Tilbage i landet står omtrent 80 norske statsborgere, der altså må finde et andet sted at søge hjælp, hvis de vil hjem.

Det er en kamp om magt, der har udviklet sig til en voldelig konflikt i landet. På de to sider står på den ene general Abdel Fattah al-Burhan, der leder hæren og de facto er præsident, og på den anden general Mohamed Hamdan Dagalo, bedre kendt som Hemedti, som leder RSF.

Begge kæmper de om at styre landet. Og i kampen er der blevet trukket våben.

Der er gadekampe og luftangreb. Et kaos, der også har lukket hovedstadens lufthavn.

Af samme årsag har flere lande også anmeldt evakueringer af deres statsborgere. Danmark har dog endnu ikke officielt udtalt sig om, hvorvidt de omtrent 30 danske statsborgere, der befinder sig i landet, skal evakueres.

Foreløbigt opfordrer Udenrigsministeriets Borgerservice de 30 personer på den såkaldte Danskerliste til at blive inden døre, ligesom de frarådes at forsøge at forlade landet.

Hos vores norske naboer er meldingen, at man undersøger, hvordan man hjælper de andre nordmænd ud af landet. Opfordringen er, at hver enkelt person vurderer sin egen sikkerhed og muligheder for at komme ud af landet. Derudover frarådes alle rejser ind i landet.

»Vi er nu i gang med et stort og omfattende arbejde – også for at kortlægge, hvilke norske statsborgere, der har behov for hjælp. Mange er i en meget vanskelig situation nu,« lyder det fra Anniken Huitfeldt.

Dronebilleder taget af den hærgede hovedstad.
Dronebilleder taget af den hærgede hovedstad. Foto: REUTERS TV
Vis mere

Hun tilføjer, at man er i tæt kontakt med andre lande for at undersøge, hvordan man på den sikrest mulige måde får folk ud af Sudan.

Det er dog ikke kun de norske statsborgere, som er nævnt i pressemeddelelsen fra det norske udenrigsministerium. Det samme er landets civilbefolkning.

En civilbefolkning, der også presses af, at landet med hastige skridt nærmer sig et punkt, hvor der ikke er ressourcer nok. Der mangler vand, mad og strøm. Og medicin.

»De bliver ikke evakueret. De kommer ikke til at kunne flygte. Det er en uskyldig civilbefolkning, der er fanget i et hæsligt spil,« udtalte B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg således lørdag, da han påpegede, at konflikten nærmer sig en reel katastrofe. Et blodbad.