Det højtstående konservative parlamentsmedlem Neil Parish fortæller nu, at han trækker sig som parlamentsmedlem efter 12 år.

Det sker efter at have indrømmet, at han så porno to gange i Underhuset – første gang ved et uheld og anden gang bevidst. Det meddeler han lørdag til BBC.

Han sagde, at det havde været et »øjeblik af vanvid« og »jeg var ikke stolt af det, jeg lavede.«

»Situationen var, at det sjovt nok var traktorer, jeg kiggede på. Jeg gik ind på en anden hjemmeside, der havde næsten samme navn, og kiggede på det i lidt tid, hvilket jeg ikke skulle have gjort,« siger Neil Parish

Han blev fredag ​​suspenderet af det konservative parti på grund af anklagerne, mens hans adfærd blev undersøgt.

To kvindelige kolleger hævdede, at de havde set ham kigge på porno på sin telefon, mens de sad i nærheden.

Flere har i den forbindelse udtalt, at han fremstår upassende i sin position, og at han derfor bør trække sig som parlamentsmedlem.

Men det afviste Neil Parish til at starte med og henviste til, at han ville afvente sin beslutning, til undersøgelsen af hændelsen var afsluttet.

»Jeg bliver ikke, hvis jeg bliver kendt skyldig,« lød det.

Men fra den ene dag til den anden, har han ændret mening.

Ifølge BBC forventes det, at han vil bekræfte sin afgang fra parlamentet i løbet af de næste par timer. Det vil udløse et mellemvalg.

Hans kone, Sue Parish, fortalte Times, at beskyldningerne 'alle sammen var meget pinlige'.

»Folk burde ikke se på pornografi. Han ville aldrig bare sidde der blandt folk og kigge. Han ville aldrig bare gøre det mens han vidste, folk kiggede,« fortæller hun.