Nyheden om Wagnergruppen har ramt vestlige medier som en steppebrand.

For er det virkelig sandt, at den berygtede lejehær kraftigt overvejer at trække sig ud af Ukraine?

Nej, er det korte svar, hvis man spørger en dansk ekspert.

Det lidt længere svar følger her.

Men først lidt baggrund.

Torsdag kunne det internationale medie Bloomberg med baggrund i en række kilder 'med kendskab til sagen' beskrive, at Wagner-grundlæggeren Jevgenij Prigozjin ville nedskalere sin lejehærs indsats i Ukraine kraftigt.

Måske trække soldaterne helt ud.

Årsagen er, skriver Bloomberg, at det russiske forsvar har droslet markant ned for leveringer af udstyr og ammunition til Wagnergruppen. Samtidig har Prigozjins private lejehær i stigende grad problemer med at skaffe soldater, da de ikke længere må rekruttere fra eksempelvis de russiske fængsler.

Wagnergruppens leder Jevgenyj Prigosjin med den russiske præsident, Vladimir Putin. De to har kendt hinanden i årevis.
Wagnergruppens leder Jevgenyj Prigosjin med den russiske præsident, Vladimir Putin. De to har kendt hinanden i årevis. Foto: Alexei Druzhinin
Vis mere

Det tilskriver Bloomberg, at Prigozjin i stigende grad har lagt sig ud med det russiske militære establishment.

Den danske Ruslandsekspert Flemming Splidsboel fra DIIS skal dog se Wagnergruppen forlade Ukraine, før han tror på det.

»Det virker urealistisk,« siger han og uddyber:

»Jeg tænker, at det er et forsøg på at lægge pres på det russiske forsvar for at forbedre Wagnergruppens situation. Vi har set Prigozjin true med at forlade Ukraine og eksempelvis Bakhmut før,« siger Flemming Splidsboel.

Han henviser til, at netop Wagnergruppen har spillet en stor rolle i det russiske forsøg på at indtage Bakhmut i Donetsk Oblast gennem otte måneder.

Men faktisk tror Flemming Splidsboel ikke, at en eventuel beslutning om at trække lejehæren ud af Ukraine og i stedet fokusere på en række afrikanske lande, som det skrives i Bloombergs artikel, er op til Prigozjin.

»Min formodning er, at Prigozjin ikke selv kan træffe en beslutning om at trække Wagner ud af Ukraine. Hvis nogen højere oppe siger, at de skal være i Ukraine, så er de også det,« siger Flemming Splidsboel.

»Jeg ser det som en del af det spil, som Prigozjin spiller. Og samtidig skal man tænke på, at Wagner får sin løn for det arbejde, de udfører i Ukraine. Og det er ikke en dårlig forretning,« uddyber den danske ekspert.

Han henviser blandt andet til, at Wagnergruppen sidste år åbnede et stort og splinternyt hovedkvarter i Skt. Petersborg.

epa10445447 Exterior view on the PMC Wagner Center building, headquarters of the Wagner Group in St. Petersburg, Russia, 03 February 2023. According to a Ukrainian government publication from 03 February 2023, Ukraine's prosecutor general summoned Evgeny Prigozhin as a suspect in criminal proceedings. Prigozhin according to a US Treasury sanctions announcement leads the Russian private military company PMC Wagner that was sanctioned by the US Treasury on 26 January 2023. EPA/ANATOLY MALTSEV
epa10445447 Exterior view on the PMC Wagner Center building, headquarters of the Wagner Group in St. Petersburg, Russia, 03 February 2023. According to a Ukrainian government publication from 03 February 2023, Ukraine's prosecutor general summoned Evgeny Prigozhin as a suspect in criminal proceedings. Prigozhin according to a US Treasury sanctions announcement leads the Russian private military company PMC Wagner that was sanctioned by the US Treasury on 26 January 2023. EPA/ANATOLY MALTSEV Foto: ANATOLY MALTSEV
Vis mere

Selvom Wagnergruppen stille og roligt er krøbet nærmere på at indtage Bakhmut i øst, så har det kostet enorme ressourcer for lejehæren.

Derfor har flere vestlige kilder de seneste dage vurderet, at angrebet på den politisk vigtige by kan være ved at stilne af.

Fortsat uden endegyldig succes i form af at indtage byen helt.

Det har fået Prigozjin i stigende grad til at brokke sig, fortæller Flemming Splidsboel.

»Prigozjin er meget aktiv. Og han er nærmest i nogle russiske aviser dagligt. Han har længe beklaget sig over, at han er kommet bagud i køen til mandskab og ammunition,« fortæller den danske ekspert.

»Samtidig kan det indikere, at Wagner rent faktisk har en reel indflydelse i Ukraine, når man truer med den slags,« uddyber han.