Beboere på tidligere dansk vestindiske øer må i et døgn ikke forlade deres boliger efter ødelæggende orkan.

Charlotte Amalie. Udgangsforbuddet på De Amerikanske Jomfruøer forlænges, oplyser øernes guvernør, Kenneth Mapp, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Der er tale om øerne Sankt Croix, Sankt Jan, Sankt Thomas og Water Island.

- Det bliver håndhævet hårdhændet, siger vicepolitiinspektør på Sankt Croix Delroy Richards.

Især Sankt Croix blev meget hårdt ramt under orkanen Maria, der natten til onsdag ramte de tidligere dansk vestindiske øer.

Mange tage er blæst af bygninger og ligger spredt ud over hele øen, træer og elmaster er væltet, mens vragdele dækker gaderne og gør vejene ufremkommelige.

Politiet og Røde Kors arbejder på at gøre det muligt at komme rundt på øen igen.

- Jeres regering vil hverken hvile eller trættes, mens vi rydder op og rekonstruerer de smukke Amerikanske Jomfruøer. Vi fortsætter arbejdet med vores føderale partnere og vores venner på fastlandet og rundt omkring i verden, siger Kenneth Mapp.

Beboerne på øen står uden radio, tv, internet og kun med begrænset telefonforbindelse. Derfor ved mange ikke, at der stadig er et udgangsforbud, skriver stcroixsource.com.

Udgangsforbuddet er blandt andet iværksat for at forhindre folk i at gå på gaderne og forstyrrer oprydningsarbejdet. Det kan også være med til at forebygge indbrud og plyndringer.

Derfor har øens politi sat kontrolposter op, så de sikrer sig, at beboerne holder sig indendørs, indtil guvernør Kenneth Mapp ophæver udgangsforbuddet.

Under orkanen Irma blev især øen Sankt Martin udsat for omfattende plyndringer. Det startede som en søgen efter mad, men eskalerede til bevæbnede grupper, der tømte forretninger for elektronik og husholdningsapparater.

Sankt Martin er delt mellem Frankrig og Holland, og de to landes regeringer satte ekstra soldater ind for at genoprette lov og orden.

Frankrig sendte 2200 tropper ind i området, mens Holland satte 500 soldater ind på den hollandske del.

/ritzau/