26 år efter passagerfærgen Estonias forlis i Østersøen, overvejer de svenske myndigheder nu at genåbne efterforskningen af sagen.

Det skriver den svenske avis Aftonbladet.

Myndighederne gransker lige nu nøje helt nye oplysninger, der i denne uge kom frem om den værste skibskatastrofe i Europa i nyere tid.

Den fornyede interesse for forliset kommer efter en ny dokumentar, der sår tvivl om myndighedernes hidtidige forklaring af katastrofen.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Foto: RAIGO PAJULA
Vis mere

Et kamerahold har nemlig ved hjælp af en dykkerdrone afsløret et stort hul i skroget på skibsvraget, som nu ligger på havets bund mellem Sverige og Estland.

»Vi overvejer, hvilke konsekvenser de nye oplysninger skal have, men vi har ikke nogen beslutning at redegøre for lige nu,« siger Jonas Bäckstrand, stedfortrædende generaldirektør i den svenske havarikommission til avisen.

»Det handler om nye oplysninger, som er blevet offentliggjort i filmform, og selvfølgelig kigger vi på dem for at kunne bedømme, om der er anledning til at foretage yderligere undersøgelser,« fortsætter han.

Eksperter, der har set optagelserne, mener, at det er sandsynligt, at hullet er den egentlige årsag til, at færgen sank.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Foto: Leif R Jansson
Vis mere

Et hul, som ifølge eksperterne er så stort, at det kun kan være opstået, hvis færgen er blevet ramt af noget.

Dermed sætter dokumentaren spørgsmålstegn ved den officielle forklaring: At det var bovporten, der rev sig løs i det hårde vejr.

Estonia gik ned i en storm i Østersøen, da færgen var på vej fra Tallinn i Estland til Stockholm i Sverige.

989 mennesker var ombord, men kun 137 af dem kom i land med livet i behold. Blandt dem den dengang 28-årige Morten Boje, der som den eneste dansker overlevede katastrofen.

Morten Boje overlevede som eneste dansker færgeforliset. Få dage senere fortalte han på et pressemøde om de grusomme oplevelser, han havde under forliset. (Arkivfoto)
Morten Boje overlevede som eneste dansker færgeforliset. Få dage senere fortalte han på et pressemøde om de grusomme oplevelser, han havde under forliset. (Arkivfoto) Foto: JØRGEN JESSEN
Vis mere

Færgen sank på under en time og tog 852 liv med sig i dybet.

Kort efter tragedien besluttede svenske myndigheder at lade hovedparten af de omkomne blive liggende i skibsvraget, og 10.000 ton sand og sten blev hældt ned over vraget.

Derfor ligger 757 lig stadig begravet i vraget på havets bund mellem Tallinn og Stockholm.