Manden, der er mistænkt for at have bortført og dræbt Madeleine McCann, bliver nu undersøgt for en voldtægt.

Christian Brückner er navnet på den mand, der er anklaget i en række sager. I den seneste anklage kommer hans lår til at spille en væsentlig rolle.

Den anklagede Christian Brückner sidder lige nu i fængsel. Han er dømt for at have voldtaget en ældre tysk kvinde, men den nye anklage strækker sig 18 år tilbage.

Det skriver flere medier heriblandt Dagbladet.

I 2004 blev en irsk turist voldtaget i en ferielejlighed i Praia da Rocha i det sydlige Portugal.

Tre år senere – i 2007 – blev Madeleine McCann bortført fra en ferielejlighed godt 30 kilometer fra Praia da Rocha.

Et billede af Madeleine McCann. Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix
Et billede af Madeleine McCann. Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Christian Brückner er mistænkt for at have bortført og dræbt Madeleine McCann, men nu er han også anklaget for at have voldtaget den irske turist.

Den irske turist, som blev voldtaget, har under en afhøring forklaret, at voldtægtsmanden havde et ar på låret, som var formet som et kors.

Derfor skal 45-årige Christian Brückners lår nu undersøges, og han har indvilget i at blive efterforsket.

Han nægter at have voldtaget den irske turist, og Christian Brückner vil fjerne al mistanke om, at han skulle være gerningsmanden.

»Hvis det er rigtigt, at han ikke har det, så skal han tages ud af sagen,« udtaler Christian Brückners forsvarer, Friedrich Fuelscher, til Bild.