Lørdag kom den ophedede ordkrig mellem den amerikanske præsident og Nordkorea op på et nyt niveau. Det fortsætter tidligt søndag morgen (dansk tid), hvor Donald Trump skriver på Twitter, at Nordkorea 'ikke vil være her meget længere'.

USA sendte lørdag bombefly indover internationalt luftrum øst for Nordkorea for at demonstrere deres styrke og seriøsitet. Kun få timer efter beskrev Nordkoreas udenrigsminister, Ri Yong-ho, Trumps handlinger i en tale til FN's Generalforsamling som 'en mentalt afsporet person fuld af storhedsvanvid'.

Ri Yong-ho kalder Trump 'Præsident Ond' og kommenterer samtidig den amerikanske præsidents omtale af den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, som 'raketmanden'.

»Han (Trump, red.) har begået en uigenkaldelig fejl, der gør det endnu mere uundgåeligt, at vores raketter besøger det amerikanske fastland,« sagde Nordkoreas udenrigsminister under FN's Generalforsamling i New York.

Donald Trump, USA's præsident, har flere gange kaldt Nordkoreas leder, Kim Jong-un, for 'raketmanden'.
Donald Trump, USA's præsident, har flere gange kaldt Nordkoreas leder, Kim Jong-un, for 'raketmanden'. Foto: SAUL LOEB, ED JONES
Vis mere

Den nordkoreanske minister advarer samtidig om, at Nordkorea vil foretage en 'nådesløs forebyggende handling', hvis USA viser tegn på at ville 'halshugge' den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang.

Selv om bølgerne gik højt lørdag, tyder det ikke på, at kampen har lagt sig søndag.

Donald Trump, der også er kendt for at være ekstremt aktiv på Twitter, har nu advaret Nordkorea i en ekstremt retorik på det sociale medie.

'Jeg har netop hørt Nordkoreas udenrigsministers tale til generalforsamlingen. Hvis han afspejler den lille raketmands holdninger, så vil de ikke være her ret meget længere,' skriver den amerikanske præsident.

Tidligere har Kim Jong-un kaldt Trump en »mentalt forstyrret olding«, mens Nordkorea i starten af september gennemførte landets sjette atomprøvesprængning.

Ruslands udenrigsminister har desuden kaldt de to ledere for børnehavebørn i deres utrættelige kamp.

BT har for få dage siden talt med to eksperter om Trump og Nordkoreas ordkrig. Begge holder ved, at kampen vil fortsætte verbalt, selv om begge i øjeblikket puster til ilden.

»Det er jo en optrapning. Nordkoreanerne bliver næppe så chokeret som mange diplomater gjorde, fordi han snakker krig og ødelæggelse fra FNs talerstol,« sagde Geir Helgesen, der er leder af Nordisk Institut for Asienstudier.