Norske Dagbladet var torsdag aften nede i adskillige timer som følge af et muligt hackerangreb.

Hjemmesiden er nu oppe at køre igen, og i toppen af sitet har det norske medie en artikel, hvori de skriver, at deres ejer, Aller Media, har politianmeldt det mulige hackerangreb.

Siden blev lukket ned klokken 17.50, efter at flere artikler med grove udsagn blev publiceret på Dagbladet.no.

En af artiklerne blev publiceret klokken 15:49 og havde rubrikken 'Erna Solberg (Norges statsminister, red.) siger, at det er okay', mens der i indledningen af artiklen stod, at 'pædofili er fint, så længe der ikke kommer sæd på barnet.'

Sådan så Dagbladets hjemmeside ud torsdag aften.
Sådan så Dagbladets hjemmeside ud torsdag aften.
Vis mere

Artiklen handlede ifølge Dagbladet i første omgang om indbrud i biler, og efter ændringen af overskrift og indhold blev journalistens byline også ændret til 'pædofil'.

Dag Sørsdahl, der er koncernchef i Aller Media, siger til Dagbladet, at det ikke kan udelukkes, at der er tale om et hackerangreb.

»Det er en alvorlig hændelse. Vi mener, at vi har identificeret problemet, og vi har ingen grund til at tro, at der er mere uønsket indhold på vores hjemmesider,« siger han til forklaringen på, hvorfor de har valgt at gøre sitet tilgængeligt igen.

Ifølge koncernchefen har de muligvis sporet angrebet til en specifik IP-adresse, som de har overleveret til politiet i Oslo.

Han understreger endvidere, at koncernen generelt arbejder på højtryk for at styrke sikkerheden.

»I denne uge har vi iværksat yderligere sikkerhedstiltag. Ikke alle tiltag er sat i værk endnu, og vi ved endnu ikke, om nogle af dem kunne have forhindret dette, der skete i dag.«

Medier24 var tidligere på aftenen i kontakt med statsminister Erna Solbergs rådgiver, Rune Alstadsæter, som sagde følgende:

»Det er yderst alvorligt, at så grove og fejlagtige beskyldninger er blevet rettet mod statsministeren på en af Norges mest læste hjemmesider.«