Er Vladimir Putin alvorligt syg?

Rygterne har floreret siden krigens udbrud – og tog til i styrke for nylig. Nu kommer en af Putins nærmeste med en udmelding.

Eksperter har analyseret Putins udseende og gang, og efter at Putin for nylig holdt fast i bordet med sin højre hånd under et møde med den russiske forsvarsminister, Sergej Sjojgu, tog rygterne om, at den russiske præsident – måske – er alvorligt syg, yderligere til i styrke.

Nu kommenterer Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, sin chefs helbred.

Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov er en af Putins nære allierede.
Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov er en af Putins nære allierede. Foto: Yuri Kochetkov/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Du burde spørge de udenlandske ledere, som for nylig har kommunikeret med den russiske præsident, Vladimir Putin, herunder FNs generalsekretær, António Guterres,« siger Sergej Lavrov ifølge det russiske nyhedsbureau Tass til italiensk tv om de mange rygter.

»Jeg tror, du ved, hvad jeg mener,« tilføjer Lavrov.

Dermed hentyder han sandsynligvis til, at de udenlandske ledere ville kunne bekræfte, at Putin er sund og rask.

Om det er tilfældet – og hvilke forudsætninger de udenlandske ledere måtte have for at kunne vurdere Putins helbred – er uvist.

Det udtalte Lavrov sig ikke om.

Ifølge en rapport fra Proekt, som er en sammenslutning af graverjournalister, skulle Putin lide af skjoldbruskkirtelkræft og have 'besøgt kræftlæger 35 gange'.

Den russiske regerings talsmand, Dmitrij Peskov, har afvist historien, som han kalder 'fiktion og løgn'.

Du kan følge med i udviklingen i krigen – og hvordan den påvirker resten af verden – i vores liveblog, som du finder lige HER.

Andre læser også