Til daglig ser USA's forhenværende forsvarsminister, den trestjernede general Jim Mattis, sådan her ud. Krigsveteranen er ifølge New York Times kendt som en alvorlig mand.

Jim Mattis før Trump-kritik.
Jim Mattis før Trump-kritik. Foto: GARY HE
Vis mere

Men efter Mattis' forhenværende chef Donald J. Trump kaldte ham 'verdens mest overvurderede general', fandt generalen smilet frem. Og han så sådan her ud:

Jim Mattis efter Trump-kritik.
Jim Mattis efter Trump-kritik. Foto: GEORGI LICOVSKI - EPA
Vis mere

Ikke alene undlod Jim Mattis at lade sig gå på af præsidentens kritik – han tog Donald Trumps udtalelse via Twitter som et direkte kompliment.

»Ifølge Donald Trump er jeg ikke alene overvurderet. Jeg er verdens mest overvurderede general. Tidligere har præsidenten kaldt Meryl Streep en af Hollywoods mest overvurderede skuespillere. Og det gør mig vel til generalernes svar på Meryl Streep – ikke dårligt.«

Sådan sagde Jim Mattis således, da han torsdag holdt tale ved en officiel middag i Washington D.C.

Kritikken fra Trump kom, efter Jim Mattis ligesom de fleste af dennes kollegaer samt både demokratiske og republikanske politikere havde fordømt præsidentens beslutning om at trække alle amerikanske tropper ud af det nordlige Syrien.

Derved bringer Trump ifølge Jim Mattis tusindvis af USA-venlige kurdiske krigere i livsfare.

Og mens Jim Mattis takkede Trump for komplimentet, stemte et stort flertal af både demokrater og republikanere i Repræsentanternes Hus (354 mod 60) imod Trumps beslutning om tilbagetrækning i Syrien.